Nyhedschef Jacob Kwon understreger, at dokumentaren ikke alene handler om TV 2, men om #MeToo på en række arbejdspladser

Efter farvel til Jens Gaardbo: TV 2 arbejder på dokumentar om sexisme ... på TV 2

TV 2's mangeårige studievært Jens Gaardbo forlod i fredags sin arbejdsplads på grund af 'dårlig dømmekraft' for cirka 20 år siden, da han var nyhedschef på redaktionen.  Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
TV 2's mangeårige studievært Jens Gaardbo forlod i fredags sin arbejdsplads på grund af 'dårlig dømmekraft' for cirka 20 år siden, da han var nyhedschef på redaktionen. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

TV 2 arbejder på en dokumentarudsendelse, der blandt andet skal afdække sexisme og seksuelle krænkelser på TV 2’s egen redaktion, og det har ifølge Ekstra Bladet skabt dårlig stemning på redaktionen, fordi researchen til udsendelsen pågår, samtidig med at eksempler på sexisme og krænkelser i disse uger undersøges formelt og allerede har fået følger for nogle medarbejdere.

Forleden stoppede studieværten Jens Gaardbo således på kanalen efter at have fået besked om, at man i ledelsen mente, at han i sin tid som nyhedschef for 20 år siden havde udvist dårlig dømmekraft.

Debatten om seksuelle krænkelser og sexisme i mediebranchen har kørt, siden tv-vært Sofie Linde tidligere på året til Zulu Comedy Galla fortalte, at hun i sin tid på DR blev udsat for sexisme. Blandt de mange kvinder i adskillige erhverv, der siden har fulgt op med lignende beretninger, er en række medarbejdere på TV 2.

En ekstern advokatundersøgelse af forholdene på TV 2 påviste i slutningen af oktober en række tilfælde af sexisme og seksuelle krænkelser, men ifølge Ekstra Bladet har arbejdet med dokumentaren skabt dårlig stemning på TV 2, hvor der angiveligt går rygter om, hvilke følger det kan få for forskellige medarbejdere, ligesom der blandt nogle skulle være frygt for en ’stikkerkultur’, hvor kolleger angiver hinanden.

Over for bladet bekræfter tillidsmand Lennart Steen, at der er konflikter i forbindelse med arbejdet med dokumentaren, mens nyhedschef Jacob Kwon understreger, at dokumentaren ikke alene handler om TV 2, men om #MeToo på en række arbejdspladser, og at arbejdet med den og den fortsatte advokatundersøgelse kører i to »fuldstændig adskilte spor«.

Nils Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her