Hans kropsholdning er rank som en kogt nudel, hans tud er koparret efter akne, hans stikkende øjne gemmer sig bag fedtet pandehår. Han ryger for meget, drikker endnu mere, elastikken er gået i hans beskidte underhylere, og han har ikke skiftet flannelskjorten i dagevis. Han har haft et utal af intetsigende småjobs, boet i et utal af usle rønner med et utal af usle roommates. Han er racistisk, homofobisk, egoistisk, kvindehader, mistroisk, snobbet, bedrevidende, indebrændt, ilter, opfarende, uforsonlig, hovmodig, utålmodig, selvretfærdig, pessimistisk, urimelig.
Han hader alting og alle – også sig selv.











