»De store virksomheder har allerede overtaget verden. Og nu vil de gerne overtage os«.
Han siger det stille og konstaterende. Eftersom morgenkulden er digital, må det være sandheden i hans udsagn, der rammer, for jeg får gåsehud, som vi sidder der. Keanu Reeves og jeg. I to plastikstole på en tagterrasse af et tarveligt motorvejshotel. Med den sagte rustne lyd af gamle roterende vindmøller, hvis energi driver det evige neonlys i den storby, vi stirrer mod. Night City.
En pessimistisk, futuristisk version af Los Angeles. En metropol drevet af de gigantiske teknologivirksomheder, der synes at have overtaget verden i år 2077. Techgiganter, der i modsætning til virkelige virksomheder som Amazon, Facebook eller Google ikke længere alene kontrollerer os digitalt, men også fysisk med salg af cyborg-implantater.
Techgiganterne ejer os på en mere konkret måde i ’Cyberpunk 2077’. Og i hovedpersonens forhold til det faktum ligger en kritik af moderne virksomhedsledelse, der kan virke ironisk i lyset af spillets udgivelse.
