Blev hun voldtaget, eller lod hun sig forføre, Ingeborg? Dommen fældes ikke. Men uanset om det berømte kongemord i Finderup Lade var hævn for en voldtægt eller straf over en skruppelløs forfører, så er operaen ’Drot og marsk’ historien om en magtfuld mand, der går for vidt.
Kong Erik Klipping benytter sin hærfører marsk Stigs fravær til at gå i seng med hans kone. Det bliver hendes død – og kongens med – selv om Erik forsvarer sig med, at Ingeborgs vilje var lige så god som hans.