Jeg husker fra min ungdom, at der ikke var stor forskel på, hvordan vi snakkede i omklædningsrummet og uden for det. Også i skolen, på pizzeriaet, til fester, snakkede vi om, hvor stor Mikkels pik var, eller hvor lækker Pamela Anderson var, hvor stive vi var sidste weekend, at Morten havde stukket en terning op i numsen på sig selv, og Claus, der havde knaldet en, der var så tyk, at han havde bedt hende om at beholde blusen på.
Vi bekymrede os ikke om, hvor upassende det var, eller hvem der lyttede med. Venner eller fremmede, piger eller drenge, de måtte finde sig i det eller smutte.
Pigerne snakkede aldrig sådan. Ikke hvad vi hørte af. Der gik rygter om, hvordan det lød i damernes omklædningsrum oppe til håndbold, og at det mildest talt ikke var for børn.
Men det blev derinde. Det brovtende, skamløse, pinligt intime kom aldrig med ud i cafeteriaet. Det offentlige rum tilhørte ligesom ikke dem. Det var risikabelt.
