0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eva Eistrup: Det var min hemmelige, mørke brist, og det, der gjorde, at jeg inderst inde godt vidste, at jeg ikke var et særligt godt menneske

En musikdokumentar om hippiemusikerne i Laurel Canyon fik den fomo og misundelse, som corona ellers havde lagt en dæmper på, til at vende tilbage med fornyet kraft. Men hvad er misundelse, hvis ikke en lærerig længsel, spørger Eva Eistrup i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Eva Eistrup er misundelig. Ligesom alle vi andre er.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Noget af det bedste ved corona er, at den begrænser os alle sammen. Jeg ved godt, at der er nogle milliardærer, der har deres egen ø, og nogle influencere, der har en kikset fest i det menneskeretslige vakuum, der kaldes Dubai, og som man alligevel hellere ville have hånden hakket af end være med til.

Men hjemme hos denne dødelige kontornusser, der hver morgen går tre zombieskridt på arbejde ved spisebordet, hvor den kollapsende holdning og bh-løse arbejdshabit uden problemer lader brysterne finde hvile med et blødt ’dump’ direkte på bordpladen, så er det en lise for min misundelige sjæl, at alle andres liv også er pænt røvsyge.

Jeg har tænkt meget over misundelse og længsel på det sidste. Det er, som om følelsen af tilbageholdt liv er blevet utålelig på et helt nyt niveau. Det kan godt være, at dem, hvis begivenhedsrige Instagram-feeds jeg plejer at hade i frydeskamfuld smug, også får et coronaklask over deres afsprittede grabber, hver gang de prøver at gribe dagen.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter