Noget af det bedste ved corona er, at den begrænser os alle sammen. Jeg ved godt, at der er nogle milliardærer, der har deres egen ø, og nogle influencere, der har en kikset fest i det menneskeretslige vakuum, der kaldes Dubai, og som man alligevel hellere ville have hånden hakket af end være med til.
Men hjemme hos denne dødelige kontornusser, der hver morgen går tre zombieskridt på arbejde ved spisebordet, hvor den kollapsende holdning og bh-løse arbejdshabit uden problemer lader brysterne finde hvile med et blødt ’dump’ direkte på bordpladen, så er det en lise for min misundelige sjæl, at alle andres liv også er pænt røvsyge.
Jeg har tænkt meget over misundelse og længsel på det sidste. Det er, som om følelsen af tilbageholdt liv er blevet utålelig på et helt nyt niveau. Det kan godt være, at dem, hvis begivenhedsrige Instagram-feeds jeg plejer at hade i frydeskamfuld smug, også får et coronaklask over deres afsprittede grabber, hver gang de prøver at gribe dagen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her