En iransk opera. Nej, det er ikke noget, man oplever ofte, vel? Derfor var jeg spændt, da avantgardeensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen sammen med kompagniet Den Åbne Opera, som normalt spiller i Folkehuset Absalon på Vesterbro i København, satte den iranske komponist Amir Mahyar Tafreshipours opera ’The Doll Behind the Curtain’ op på Operaens intimscene Takkelloftet i begyndelsen af december. Men coronanedlukning nummer to satte en stopper for opførelserne.
Nu er en videoproduktion af opsætningen lagt på YouTube. Dermed er det muligt at opleve den ret korte opera, der – da den blev spillet i London for fem år siden – ifølge kompagniet, som stod for realiseringen derovre, var den første iranske opera nogensinde, der blev sat op i England.








