0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Han gjorde danskerne klogere på arkitektur: Carsten Thau er død

Professor emeritus Carsten Thau er død. Han var himmelsk begavet og kulørt som ind i helvede, skriver Karsten Ifversen i denne nekrolog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Idéhistoriker og professor emeritus ved Kunstakademiets Arkitektskole Carsten Kipper Thau er død af kræft i en alder af 73 år. Carsten Thau var en helt enestående begavelse, en sand polyhistor, kolossalt belæst og med en særlig begejstret evne til at lære fra sig. Hans foredrag var forestillinger, der sendte tilhørerne på tidsrejse ind i et fascinerende nuanceret blik på kulturen. Himmelsk begavet og kulørt som ind i helvede.

På sæt og vis den distræte professor, der til tider så ud, som om han var mere hjemme i talen om forfatteren Marcel Proust, filmskaberen Peter Greenaway eller arkitekten Arne Jacobsen, end han var i sin egen krop. Men han var samtidig det mest generøse, kærlige og vittige menneske, der satte spor af varme i alle, der mødte ham. Han var sandt interesseret i sine bekendtskaber og brugte også sin store hukommelse på at huske dem og deres sorger og glæder.

Jeg var så heldig at læse på universitetet i København, da Carsten Thau midt i 1990’erne for en kort stund var ansat der, efter at han havde undervist i en lektorstilling på Arkitektskolen i Aarhus, siden han blev cand.phil. i idéhistorie i 1973, og før han i 1996 blev den elskede professor på Kunstakademiets Arkitektskole.

Hans idéhistoriske tilgang var formet af en ideologikritisk tænkning, han havde lært sig ved filosofi- og kunsthistoriestudier ved universitetet i Frankfurt am Main, hvor han blandt andet gik til forelæsninger hos selveste Theodor W. Adorno og Jürgen Habermas. Han drak af Frankfurterskolen ved kilden selv, men langt fra at fortabe sig i akademisk samfundsteori brugte han sin filosofiske indsigt til at forstå hverdagsfænomenernes verden. Alt det, der omgiver os, som vi giver betydning, og som giver mening tilbage til os.

Den kritiske kulturteori står som et vandmærke i hans forskningsarbejde, som blandt andet blev samlet i den solide bog ’Arkitekturen som tidsmaskine’ fra 2012, men teorien var altid blot et værktøj for ham og syntes aldrig at stå i vejen for hans nysgerrige tilgang til verden og værkerne og ikke mindst glæden ved at fortælle om dem. I henved 250 videnskabelige artikler og essays dækkede han områder som arkitektur, bysociologi, design, kunst, filosofisk æstetik og film.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter