Politikens bladtegner Hans Bendix bemærkede, at han hellere vil have pigen på skødet end tale med hende i telefonen. Hvad han mente, var, at han foretrak at gå i teatret frem for i biografen. Tusinder vil være uenige med ham. Biografens suggestionskraft er enorm og stadig uden for konkurrence.
Omsluttet af et blødt grænseløst mørke bliver man ét med kameraets bevægelser og glæder sig over giganter på lærredet. Lærredet krummer om bag ørerne, og man nyder sin slikpose. Oplevelsen er så intens, at man bagefter, mens man tager en kold tyrker på vej gennem nøgne korridorer og gårdenes cementtrapper, må smyge ’filmen’ af sig, den sidder endnu en tid i kroppen.
Det mytiske ved filmen består ikke i filmatiseringer af emner som antikke tragedier eller fantasygenren, men i den stærke, stumme suggestion, der udgår fra filmlærredet, noget, der ordløst og magtfuldt er knyttet til selve mediet levende billeder. Filmen danner i en række henseender det 20. århundredes fortryllede, mytiske verden.
I teatret sidder man også foran en frame, men oplever ting fra en fastlåst vinkel. Desuden begrænses man i salens blege lys af synet af de andre tilskueres rumsteren. Filmen derimod kan løbende skifte frames, kameraet bevæger sig, zoomer ind, panorerer, mens sammenklipningen springer i rum og tid. Rummet dynamiseres, og man er selv kameraets øje.
