Tårer på film, også de tilbageholdte, er mere reglen end undtagelsen, og alligevel rummer netop denne scene en helt særlig, næsten ubærlig skønhed og smerte. En poesi, der rækker ud over et døende væsens sidste farvel til det liv, han elskede.
Tårerne spiller selvfølgelig en rolle i forhold til handlingen, Batty græder over det liv, han er ved at miste, men det, der løfter denne scene og gør, at den brænder sig ind i enhver, der har set den, er, at tårerne ikke så meget er knyttet til en sorg, der har en årsag, men i lige så høj grad til det ufattelig eksistentielle mysterium det er at være menneske.
I den ultrakorte monolog taler Batty om sit livs smukkeste minder fra stjernekrigsslag i fjerne galakser, men Batty er en replikant, og spørgsmålet, hvorvidt det overhovedet giver mening at tale om minder, når du er en menneskeskabt maskine, eller om det blandt andet er netop dette, der gør maskinen menneskelig, forvandles til en sanselig erfaring i stedet for en teoretisk overvejelse.
