Filmhistorien er fuld af film om folk, der er alene og ensomme – i hvert fald, indtil nogen begynder at blande sig i deres liv, så der kan opstå noget fremdrift, som filmen kan rulle videre på. Ligefrem i karantæne er de næsten aldrig, og hvad betyder det egentlig at være i karantæne? Som de fleste andre har jeg købt ind under coronanedlukningen, jeg har arbejdet, jeg har i et eller andet omfang socialiseret. Afbrudt af lange, uendelige stunder, letargisk stivnet foran computeren – eller i sengen.
Hvis der er én genstand i film eller litteratur, der illustrerer, hvordan det har føltes, er det den gamle bryllupskage fra Dickens’ roman ’Store forventninger’ eller de mange filmatiseringer af den. Kagen blev bagt til miss Havishams bryllup for flere årtier siden, men brudgommen dukkede aldrig op, den efterhånden aldrende frøken har tilbragt mellemtiden med at hævne sig på mandekønnet, og lagkagen står der stadig, smuldrende og mørnet med rotter pilende ud og ind af den.
Og der sidder miss Havisham så og venter på, at hendes liv kan gå i gang igen, mens vi ved bare, at det er ved at være alt, alt for sent. Og ja, det er vore karrierer og faglige ambitioner, der potentielt er den rådne lagkage!
Så karantæne er nok mere en emotionel tilstand, følelsen af mental afsondrethed, af ikke at kunne række ud og røre ved nogen.
