»Det er en ære at se jer her i aften for at ære min fars liv og værk«. Kendall, den forkvaklede rigmandssøn i hitserien ’Succession’ taler til en forsamling af millionærer i kjole og hvidt til sin far, den kyniske milliardær-patriark Logan Roys fødselsdag.
Kendall er en spytslikkende champagnedreng i et guldbur, der selv tror, han er en rebel med fingeren på pulsen. En menneskelig Mark Zuckerberg-robot med skamløst dyre sneakers, der ikke kunne befinde sig kulturelt længere fra den sorte subkultur, som han om få sekunder har tænkt sig privilegieblindt at imitere med en ubærlig rap-performance.
Kendalls rap er et af nyere tv-histories mest tåkrummende øjeblikke. Vi får ondt af Kendalls stive og charmeforladte, men samtidig barnligt fader-anglende uformåen. Men vi krymper os – cringer – også i foragt over nepobabyens manglende selvindsigt. Der er følelsesmæssig kompleksitet på spil i vores cringe.
Følelsen og fænomenet cringe – at krympe sig af flovhed – er ikke nyt, men det er forholdsvist nyt, at selve det engelske låneord, som både bruges som navneord, verbum og tillægsord, ikke er til at komme udenom.
