Langs en række fortovscaféer i Paris går Dheepan, en tamilsk flygtning, med en blinkende hårbøjle på, mens han forsøger at sælge nøgleringe for to euros til de velhavende parisere, der vifter ham væk som en spyflue. Sirener går i gang, og vi ser Dheepan løbe fra politiet og gemme sig i en smal gyde. Han kollapser, falder sammen om sig selv, flår den blinkende hårbøjle af og med gråd i stemmen siger han:
»Jeg kan ikke mere«.
Scenen er fra den guldpalmevindende spillefilm ’Dheepan’ fra 2015 af instruktøren Jacques Audiard. Vi følger tre tamilske flygtninge, der iscenesætter sig selv som en familie bestående af far, mor og en niårig datter i håb om at komme til Paris for at starte et nyt liv. Flugten er ikke centrum for filmen – det er mødet med det nye land i stedet.
Dheepans sammenbrud i begyndelsen af filmen skal forstås som et varsel om, hvad der vil komme. Den mere forsigtige måde at tjene til vejen og dagen på bliver da også hurtig skiftet ud med hård kriminalitet. Dheepan bliver en del af kvarterets bande, der sælger hårde stoffer. Sådan skal vi som seere forstå, at hans oplevelser fra krig gør det lettere for ham at begå kriminalitet, skyde et andet menneske eller lave hjemmelavede brandbomber og give op på ideen om at ydmyge sig selv ved at være gadesælger.
