Dans i film:
Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten
Den private dans – solodansen udført et sted, hvor ingen andre har adgang – byder på et af få rum i filmkunsten, hvor karakterernes inderste visualiseres. Det er et skævt bud på fundamental frihed for både menneske og filmkunst.
Igennem filmhistorien er der taget mange livtag med det eksistentielle – ofte løst med et langt closeup af et ansigt (Ingmar Bergman), en symbolsk farvelagt baggrund (Michelangelo Antonioni) eller et langstrakt landskab (Werner Herzog, Béla Tarr) – og mange af dem er trods de nærmest fundamentalt umulige vilkår i mediet lykkedes.
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Tre Netflix-satsninger er forbavsende ens i udtrykket:
Er det sådan her, vi forestiller os jordens undergang?
Streamingtjenesten Netflix benytter sig af store mængde indsamlede data fra deres brugere til at vælge og skabe deres serier: Siden 2016 har det resulteret i tre store seriesatsninger med apokalyptiske elementer: ’Stranger Things’, ’Dark’ og danske ’The Rain’. Vi har set de tre seriers to første sæsoner igennem med sammenfald for øje: For hvordan ser vi dommedag?
Den kender intet bedre hjem end skurkens skød, den spiller efter regler, vi ikke forstår, og den forlader os med hjerteløs lethed. På film repræsenterer de vores længslers mål, vores ensomhed, vores frihedstrang. Vi taler selvfølgelig om katten, som forfatter Amalie Langballe skriver om i Film&tv-serien Frames.
Det seneste nye om biografaktuelle film, foromtaler, anmeldelser, interviews og meget mere.
Udsendes hver torsdag.Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet Politiken Film.
Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)
Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.
Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)
Dokumentarismens grænser og metoder
Portrætter af mod og moderne liv
Er der et rumvæsen til stede?
Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion
Til døden, med håb om forløsning
»Lige der mellem fortiden og fremtiden«
»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«
Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald
Da Schrader mødte Bresson:
»Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«
Mester-dokumentarister i samtale:
Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste
Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:
I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det
Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:
»Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«
'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:
Vi gider ikke bare spille nogens mor!!
Instruktør bag Jackson-dokumentar:
Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed
Samtale om selvmord:
»Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«
Oscarvinder i samtale med sit store idol:
»Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«
Ingen Cruella de Vil uden dalmatinerhunde, ingen Malificient uden Aurora og ingen Dracula uden Van Helsing. I anledning af Netflix’ nye miniserie ’Dracula’ ser vi nærmere på Van Helsing-figuren.
Taika Waititi har skabt sig et navn ved at se verdens ulykker gennem galgenhumoristiske briller. Waititi, en maorisk jøde, spiller selv en pjattet fantasiudgave af Hitler i sin biografaktuelle film, ’Jojo Rabbit’, der finder komik og patos i nazisternes indoktrinering af den tyske ungdom. Politiken har mødt den newzealandske multikunstner i London.
Samtalen om en såkaldt landsforræder var cool, kultiveret og kyndig
Adam Holm havde inviteret tre gæster ind i Dagmar-biografen til en snak om Scavenius’ rolle under besættelsen. Her var han en udmærket ordstyrer og igangsætter – men egentlig var der ikke så meget at styre.
Bliv klogere på, hvad vi egentlig taler om, når vi bruger ordet ’kulturkristen ’, når Georg Brandes Selskabet inviterer til debat med digter Søren Ulrik Thomsen, Ida Auken og filosof Arno Victor Nielsen.
Hvad sker der, når forfattere bliver politisk aktive? Samtale mellem Jonas Eika og Anne Lise Marstrand-Jørgensen for at diskutere forholdet mellem deres forfattervirksomhed og deres politiske aktivisme.
På tårnhøje stiletter er Dolly Parton trippet ind i en ny guldalder som hovedperson i en podcast og flere tv-serier. Denne gang er det ikke fortællingen om brysterne, men om en fascinerende kvinde, der kan samle et splittet USA. Hvad er det ved vores tid – og ved USA i dag – der trænger til et seriøst skud Dolly Parton?
Bloggeren Fie Laursen reklamerer lystigt for skønhedsoperationer - hun udlodder dem sågar i konkurrencer til sine mange hundredetusinde følgere. Noget, der har fået politikere til at kræve indgreb mod reklamer for skønhedsoperationer. Er Fie Laursens krop farlig?
Han var den gal-geniale komponist med strittende hår og vilde øjne. I år er det 250 år siden Ludwig van Beethoven blev født. Men hvem var manden bag de store symfonier? Og hvorfor gør han stadig voksne mænd bange?
