Inden for den filosofi, som tog udgangspunkt i filosoffen René Descartes’ tvivl og førte til det, man kalder det naturvidenskabelige verdensbillede, opererer man ofte med begrebet ’virkelighed’ som en skærm, vi mennesker projicerer noget på, som så kaldes illusion. Farver, lugte og lyde, men især følelser er noget, vi mennesker projicerer op på den ’virkelige verden’. Hvordan forestiller man sig den? Som en sort-hvid film? En atomsky?
Det interessante er, hvem der så overhovedet har fat i ’virkeligheden’. Findes verden kun inde i hovedet? Det sidstnævnte filosofiske problem hedder solipsisme ’jeg alene i verden’ – og er mig bekendt ikke løst i vor videnskabelige metafysik. Hvordan få den ud igen? Brødrene Wachovskis ’Matrix’-serie (1999) illustrerer filosoffen Descartes’ solipsisme. Hvis der ikke er Platons betryggende idéverden eller Gud til at sikre overensstemmelse mellem hjernebillederne og verden, hvem ved så, om de stemmer overens?
Jeg tror, med psykoanalysen, at snittet ligger et andet sted, og nogle gange kan det ses. Også på film.
Det virkelig uhyggelige, udsatheden, sprænger skærmen som i Ridley Scotts ’Alien’ fra 1979.
