Filmen begynder sådan her: Et barn mister sin mor, bliver placeret i en fremmed familie eller i en dyreflok og vokser op med en følelse af måske nok at være elsket, men alligevel ved siden af for så alligevel til sidst at finde sin plads i verden, hvor splintret den end er.
Adoptionsmyten er et populært udgangspunkt for farverige blockbusters som ’Mowgli’, ’Tarzan’ og ’Kung Fu Panda’, hvor den store pandasøn får et livsomvæltende chok, da han finder ud af, at hans lille andefar ikke er hans biologiske far. Pandasønnen har hele tiden kæmpet mod sin ubændige længsel mod kampsporten kung-fu, for han har troet, at han som ægte andesøn var født til at føre andeslægtens nudelbiks videre.
»Men far, hvor kommer jeg så fra«, spørger den store pandasøn. Andefaren trækker en kasse ud i køkkenet og peger ned i den.
»Derfra«, svarer han. Det niver lidt i pandaen, det med usandheden om hans egentlige ophav, men så heller ikke meget mere end det, for nu falder brikkerne på plads, og med den frigørende sandhed om sig selv kan han endelig springe ud som den han i virkeligheden er: en kung-fu-panda.
