I belgiske Chantal Akermans feministiske hovedværk, ’Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles’ (1975), cirkulerer hovedkarakteren Jeanne Dielman distræt og oprørt mellem sit køkken, gang og badeværelse med en gryde fuld af overkogte kartofler. Hendes hår, der indtil da har siddet i sirligt ordnede krøller, har løsnet sig i uregerlige totter. Til sidst smider hun kartoflerne i skraldespanden.
Scenen er udramatisk og dramatisk på samme tid: Udramatisk, fordi den bruger flere minutter på at lade et helt almindeligt hverdagsscenario udspille sig foran kameraet. Dramatisk, fordi scenen markerer første brud på rutinen i en film, der følger en belgisk husmors næsten ubærligt monotone hverdag i noget, der minder om realtid. De overkogte kartofler bliver et helt afgørende billede på ængstelighed og hovedpersonens langsomme desintegration.
I stil med Martha Roslers centrale kunstfilm ’Semiotics of the Kitchen’ fra samme år, sætter filmen fokus på den hjemmegående husmors arbejde med madlavning, indkøb, oprydning og omsorg – handlinger, der indtil da kun havde eksisteret i periferien af filmhistorien – og giver dem deres helt egen prægnante dramaturgi. I ’Jeanne Dielman’ er tilberedning og spisning af wienerschnitzler med kartofler ikke blot en kilde til daglig næring, men gestus, der hænger tæt sammen med kontrol og tab af samme.
