I Béla Tarrs åbning af ’Sátántangó’ er køerne synlige i centrum på en gammel vindblæst gård i en stille og lang tableauindstilling. På dens tomme mudderbelagte gårdplads spankulerer en flok køer. De er alene i en menneskeforladt verden. Et Ungarn i opløsning, en civilisation i forfald. Antydningen af dybe kirkeklokker dæmrer i det fjerne. En enkelt ko muher, en anden ko prøver at bedække en tredje. Som en organisk helhed bevæger kvægflokken sig gennem gårdspladsen i sit eget tempo. De er mange, standser op, brøler, ser igennem en grå trøstesløs intethed, ser igennem os.
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her