I det stille køkken, vi klipper ind til, hvor kun penduluret dissekerer tiden, sidder Johan, en midaldrende mand i overalls, og beder. Da han løfter blikket og ser på sin kones lukkede øjne, sine syv børn, vender kobrølene tilbage, som en urgerende reminiscens fra nattens dæmoner eller inde fra Johans bryst. Johans skrigende længsel og eksistentielle krise i Carlos Reygardas’ kærlighedstrekantsdrama ’Stille lys’.
I Béla Tarrs åbning af ’Sátántangó’ er køerne synlige i centrum på en gammel vindblæst gård i en stille og lang tableauindstilling. På dens tomme mudderbelagte gårdplads spankulerer en flok køer. De er alene i en menneskeforladt verden. Et Ungarn i opløsning, en civilisation i forfald. Antydningen af dybe kirkeklokker dæmrer i det fjerne. En enkelt ko muher, en anden ko prøver at bedække en tredje. Som en organisk helhed bevæger kvægflokken sig gennem gårdspladsen i sit eget tempo. De er mange, standser op, brøler, ser igennem en grå trøstesløs intethed, ser igennem os.
Køerne er overladt til sig selv, og vi overlades til dem, fastholdes af deres langsomhed, deres tyngde. De emmer af jord, transcenderer deres rå og sande natur, som genkalder måske vores egen glemte. Ingen ord siges. Gennem køernes blotte tilstedeværelse i den langsomme køretur tvinges vi ned til et ordløst autentisk lag i os selv. Vi mindes om vores eksistentielle grundvilkår. Noget, vi ikke kan løbe fra. Pludselig er køerne forsvundet fra gårdspladsen. Vi efterlades stumme tilbage midt i forladtheden, vindsuset, dommedagsklokkerne summende hen over os.
Koen har mange ansigter, er både banal og mytologisk, magisk. I vores vestlige civilisation er koen et ligegyldigt tæmmet drøvtyggende dyr, hvis kød vi æder, mælk vi drikker, skind vi bruger. Alligevel vil barnet altid fascineres af dens urokkelige tryghedsskabende forankring, dens ro. I det gamle Egypten optræder kærlighedsgudinden Hathor som en liggende ko hen over jorden, som en stor himmel, med fire stjerner strøet på sin krop. Hun er selve inkarnationen af Mælkevejen, som strømmer ud af hendes yver. I Indien er hun både himmel og jord, og noget af det helligste. I den nordiske mytologi opstår hun ved universets fødsel og kaldes Audhumbla. Fra hende flyder fire strømmer af nærende mælk.
