0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Det ender kun godt, i det omfang at hun er i stand til at være mor

10. september 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Frames

Hvordan kan jeg som mand forstå, hvordan det er at være mor? Her er nogle film, som på vidt forskellige måder skildrer den angst og rædsel, der også kan være forbundet med moderskabet. Her finder vi nogle af de bedste og værste mødre.

Jeg havde allerede set ‘Psycho’, da jeg som barn havde min første traumatiske oplevelse med en mor på film. Og det var ikke Norman Bates’ ikonisk skræmmende mor, der der forårsagede det. Hverken øjeblikket, hvor hun langsomt drejer hovedet, mens kameraet først fokuserer på hendes smukke hår, inden vi ser, at hun har et dødningehoved.

Eller øjeblikket efter, hvor sønnen træder ind i kælderrummet med løftet kniv og et psykotisk grin, iført morens tøj og klar til på hendes vegne at slå den ihjel, der forelsker sig i ham. »A boy’s best friend is his mother«, siger han et andet sted i filmen. Herregud.

Og der er vel mange film, der er uhyggelige, fordi moren, det tryggeste i verden, opfører sig anderledes end forventet. Et foruroligende eksempel er ‘Mommie Dearest’, hvor moren skærer adoptivdatterens hår af, fordi hun føler sig overset.

En anden af de absolut farligste kategorier er mødre med drifter. Fra Susse Wold i ‘Den kroniske uskyld’, hvor hun forelsker sig i datterens fyr. »Hvad er der galt i det?«, siger hun til Janus. »Du er gammel«, råber han. Det ender i tragedie.

Til moren i Lars von Triers ‘Antichrist’. I en scene, hvor hun ikke fokuserer på sin identitet som mor, men på sin egen nydelse – sat i uvirkelig slowmotion – kravler sønnen hen til vinduet og springer ud i døden. I resten af filmen skal hun deale med en selvopfattelse som ond.

Et sekunds horror

Men mindre kan gøre det, mindre kan også gøre moren ond. Den traumatiserende mor, der gjorde størst indtryk på mig som barn, var moren i ‘Alene hjemme’, og især i toeren, hvor hun glemmer Kevin for anden gang. Rædslen i hendes blik, da hun står i lufthavnen, og det går op for hende, at drengen er efterladt alene derhjemme, kunne lige så godt være Mia Farrows i ‘Rosemary’s Baby’.

Hun griner dæmonisk med rædsel i øjnene, skriger efter sin søn, inden hun falder om. Det er et sekunds horror i en hyggelig familiefilm. I det blik falder hele hendes eksistensberettigelse sammen. Bliver man glemt af sin mor, ender man som Norman Bates, og moren kan lige så godt lægge sig til at dø.

Moren Marlo venter sit tredje barn, der er gået trummerum i den, hun taber sin iPhone ned på babyen under bleskiftet. Vi ser udmattelsen og fortrydelsen, de mørke rande under øjnene og de sårede brystvorter

Men senere i en sentimental scene siger mor og søn godnat til hinanden, stirrende længselsfuldt ud i natten fra hvert sit vindue, adskilte, men alligevel mystisk forbundne, og når der alligevel er god stemning hele vejen igennem, og ordenen kan genetableres, er det ikke mindst, fordi Kevins mor hele tiden er på vej og altså finder tilbage til sin rolle som omsorgsperson. Men blikket vil ikke blive glemt ...

Moderskab og apokalypse

En anden legendarisk filmmor fra 1990’erne er moren i ‘Terminator 2’ Sarah Connor. Her bindes moderskabets byrde sammen med Jordens undergang. I et forsøg på at redde sønnen fra ‘fremtidens robotter’ ligger hun i filmens begyndelse på et sindssygehospital, misforstået af alle. Hele filmen igennem går hun klædt som en kriger, klar til kamp.

På et tidspunkt har hun en vision, hvor hun ser sig selv og sønnen på en legeplads, hun går tættere på, hiver i gitteret og råber lydløst. I baggrunden breder en altødelæggende atomeksplosion sig, og snart er alting i brand, legepladsen er i flammer, og Sarah Connor selv er i flammer, mens hun står som et skelet (ligesom moren i ‘Psycho’) og stadig hiver i gitteret.

Hun indser, at hun er doomed, men at det også er hendes skæbne at fortsætte kampen som mor. Det gør hun ikke ved at vise omsorg, da sønnen bliver såret, men ved selv at forvandle sig selv til en slags maskine i kampen mod robotterne. At være mor er at være mor for hele menneskeheden. Fejler hun, tager en farlig logik over, og selve det menneskelige vil forsvinde.

Bittersød feel good

En nyere film, der viser den realistiske rædsel ved moderskabet, er ‘Tully’. Moren Marlo venter sit tredje barn, der er gået trummerum i den, hun taber sin iPhone ned på babyen under bleskiftet. Vi ser udmattelsen og fortrydelsen, de mørke rande under øjnene og de sårede brystvorter. Ungerne vil ikke have sko på, manden vil kun spille computer, og selv ser hun realityserier om gigolos, sure damer i butikker fortæller den gravide mor, at der kan være spor af koffein i koffeinfri kaffe. Folk ser på hende som en alien.

Så beslutter hun sig for at få en såkaldt natbarnepige. Tully kan både støvsuge, få baby til at sove og tilfredsstille Marlos mand med frække uniformer. Det smitter af, og snart begynder Marlo selv at bage og lege med børnene, men driften efter at komme væk er stadig for stor.

Det store twist (spoiler alert) er, at Tully slet ikke findes, men bare var Marlos vrangforestilling om den perfekte mor, der også var en tidligere version af hende selv, og som hun var nødt til at forbinde sig til for at holde rollen som mor ud. Det ender i bittersød feel good-stemning.

Tvetydigt moderinstinkt

Men den film, der til gengæld bedst viser rædslen indefra, er ‘Rosemary’s Baby’, der må gå horror-planken ud for at indfange essensen af moderskabet. At skulle være mor er at miste sig selv, at blive besat af noget fremmed og ukendt, af barnet. Moderskabet er et gys, det skal løbe ned ad ryggen, og det ligger i filmens narrative logik, at det kun kan gå galt, fra begyndelsen har den gravide Rosemary en dårlig fornemmelse.

Deres hjem i Dakota-bygningen ligner et gotisk slot med hemmelige døre, og i en ildevarslende drøm bliver Rosemary voldtaget af noget »umenneskeligt«, hun vågner med ar på kroppen. Og langsomt overtager det venlige ældre nabopar hendes liv, får hende til at drikke mærkelige drikke af tannis-rod – for barnets skyld. Det viser sig, at hendes overfladiske skuespillermand også er involveret i deres kult, hvis mål er at finde en forsvarsløs og naiv kvinde, der kan føde Satans søn.

Set gennem Rosemarys øjne er det det etablerede og normale, der er det uhyggelige: samfundsnormen, eller ja, patriarkatet. Alle vil moren det ondt, selv hendes læge. Hun er blot til for at føde barnet, mens hun bliver mere og mere bleg og klipper håret af.

Til sidst er moderinstinktet tvetydigt. »Just be a mother to your baby«, siger nabomanden til hende, da hun foran flokken af hverdagssatanister begynder at vugge babyen med de sorte øjne, vi aldrig ser. Og sådan accepterer hun sin skæbne som mor. Som i ‘Terminator 2’ var hendes vrangforestillinger virkelige. Moren havde ret, verden tog fejl. Men det ender kun godt i det omfang, hun er i stand til at være mor.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Kristoffer Hegnsvad:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Filosof Brian Benjamin Hansen:  På det foruroligende filmhotel kan alt ske

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske

Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant

Søvn på film:   Vanviddet ligger lige under overfladen hos os alle

Kendte håndjob på film:   På film rykker en rykker tit ved magten

Mathias Kryger:  Det var dildoen, der fik mig til at tænke på de blå kroppe

Kun tabermænd onanerer på film og tv. Masturberende kvinder derimod ...

Lucia Odoom:  Tiden er langt om længe løbet fra den sorte søde veninde

Det ender kun godt, i det omfang at hun er i stand til at være mor

Gaden er farlig:  Ludere, trækker­drenge og alverdens perverse bløder ud af fortovet om natten

En nøgen Morten Stig Christensen var et gennembrud for synet på homoseksuelle i danske film