Og der er vel mange film, der er uhyggelige, fordi moren, det tryggeste i verden, opfører sig anderledes end forventet. Et foruroligende eksempel er ‘Mommie Dearest’, hvor moren skærer adoptivdatterens hår af, fordi hun føler sig overset.
En anden af de absolut farligste kategorier er mødre med drifter. Fra Susse Wold i ‘Den kroniske uskyld’, hvor hun forelsker sig i datterens fyr. »Hvad er der galt i det?«, siger hun til Janus. »Du er gammel«, råber han. Det ender i tragedie.
Til moren i Lars von Triers ‘Antichrist’. I en scene, hvor hun ikke fokuserer på sin identitet som mor, men på sin egen nydelse – sat i uvirkelig slowmotion – kravler sønnen hen til vinduet og springer ud i døden. I resten af filmen skal hun deale med en selvopfattelse som ond.
Men mindre kan gøre det, mindre kan også gøre moren ond. Den traumatiserende mor, der gjorde størst indtryk på mig som barn, var moren i ‘Alene hjemme’, og især i toeren, hvor hun glemmer Kevin for anden gang. Rædslen i hendes blik, da hun står i lufthavnen, og det går op for hende, at drengen er efterladt alene derhjemme, kunne lige så godt være Mia Farrows i ‘Rosemary’s Baby’.
