Læs hele samlingen →
![Amazon Prime Video]( "Amazon Prime Video")
![HBO/HBO]( "HBO/HBO")
![Warner Bros./Ritzau Scanpix]( "Warner Bros./Ritzau Scanpix")
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
Michael Bo:
Sikke en befrielse! I 2023 er prinsen ikke for fin til at få den bagi
Vi cringer over den spytslikkende champagnedreng, der selv tror, han er en rebel. Men hvad siger det om os selv?
Kan mænd kun være voldelige og macho på film?
Kristoffer Hegnsvad:
Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten
Amalie Langballe:
Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige
Hitchcock satte kysse-censuren skakmat med snedigt greb
Mads Mikkelsen om stranden i film:
Her findes den utopiske frihed
Peter Schepelern om trapper på film:
Skal du op eller ned? Leve eller dø?
Psykoananalytiker Tine Byrckel:
Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene
Eva Tind om adoption på film:
Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand
Regn i film:
Den største kliché har en lang og kompleks historie
Kvindens begærlige blik:
Nu kigger kvinderne tilbage
Filmskaber Sebastian Cordes:
Nogle gange kan ventetid på film være nervepirrende og elektrificerende
Lars Movin om farver på film:
Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning
Migranter i film:
De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel
Essay:
Vinden er filmkunstens poetiske urkraft
Filosof Brian Benjamin Hansen:
På det foruroligende filmhotel kan alt ske
Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:
Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne
Bondeknold og filmstjerne:
Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film
Essay:
Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder
På film er et hul ikke bare et hul:
Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul
Farvel til voldtægt som narrativ narko:
Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo
»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:
Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed
Maria Månson:
Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene
Peter Ole Pedersen om øjne på film:
De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder
Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften
Køer på film:
Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde
Essay:
Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm
Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske
Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant
Søvn på film:
Vanviddet ligger lige under overfladen hos os alle
Kendte håndjob på film:
På film rykker en rykker tit ved magten
Mathias Kryger:
Det var dildoen, der fik mig til at tænke på de blå kroppe
Kun tabermænd onanerer på film og tv. Masturberende kvinder derimod ...
Lucia Odoom:
Tiden er langt om længe løbet fra den sorte søde veninde
Det ender kun godt, i det omfang at hun er i stand til at være mor
Gaden er farlig:
Ludere, trækkerdrenge og alverdens perverse bløder ud af fortovet om natten
En nøgen Morten Stig Christensen var et gennembrud for synet på homoseksuelle i danske film
Pruttens metaforiske status: Ligesom smalltalk er prutter den smørelse, som får hverdagen til at glide
Derfor drikker mordere og mandebørn mælk på film
Skildringen af flygtninge på film viser os, at flugten aldrig stopper. Den sidder i måden, man trækker hånden til sig. Måden, man udtaler sit navn på
Hans greb er enkelt. Alligevel får han ekskriminelle, hjemløse, enkefruer og hundeejere til at fortælle ALT
Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
»Jeg flyver, jeg flyver!«, skråler bonden, der fra toppen af et tårn har fået tiltusket sig en plads i en luftballon, som en række andre bønder frugtesløst har forsøgt at holde på jorden.
Kameraet hægter sig fast til bondens ekstatiske fugleblik, og sammen følger vi jordens gemytter fra oven: menneskemasser, der fra denne position udviser samme kollektive bevægelser som himlens fugleflokke eller jordens vildt galopperende heste.
Vi befinder os i åbningsscenen af Andrej Tarkovskijs ’Andrei Rublev’ (1966), et koreografisk mesterværk, hvis mikrokosmos indfanger og afbilder filmmediets kamp mod tyngdekraften som en udmåling af afstanden mellem det himmelske og det jordbundne.
At det ekstatiske netop findes i udmålingen mellem jord og himmel nærmere end det essentielt jordbundne eller himmelbundne, er kernen i Friedrich Hölderlins mest kendte hymne, ’Der Ister’ (1803), hvis titel refererer til Donaufloden.
