Direkte uhyggeligt er det måske ikke, men dog underligt urovækkende. Og er man bekendt med Antonionis øvrige produktion, vil man kunne genkalde sig lignende oplevelser af en påtrængende æstetisk bearbejdning, der vibrerer som et ekstra lag omkring fortællingen, nærmest som en slags visuel ’underlægningsmusik’.
Her tænkes ikke mindst på indtil flere scenerier i den film, der lå umiddelbart før ’Blow-Up’, den ligeledes mesterlige ’Den røde ørken’ (1964). Det var Antonionis første farvefilm, og han har disponeret virkemidlerne på det store lærred, som var det ren filmisk kolorisme: goldt afblegede landskaber og industrielle tableauer, hvor skorstenene udspyr kulørte røgsøjler.
Denne form for accentuering af filmbilledets farver er et særsyn inden for den kommercielle film, men langt mindre ualmindelig, når det handler om mere kunstneriske eller eksperimentelle værker. Et eksempel kunne være Jørgen Leth og Ole Johns aldrig realiserede hybridfilm om cykelsport fra 1967, hvor tanken var at male hovedkarakteren, cykelrytteren Ole Ritter, blå. Et andet Kenneth Angers ’Lucifer Rising’ (officiel premiere i 1981), hvor der ligeledes arbejdes med ikkenaturalistiske farver.
