Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm
Når vi forestiller os de værst tænkelige scenarier i forbindelse med den aktuelle corona-epidemi, foregår det i høj grad i et billedsprog, der er skabt af katastrofefilm. Joakim Grundahl dykker ned i den kollektive frygt, der formes i Hollywood.
Serie
FRAMES
Ikke kun filmkunsten, men også filmkritikken, kan trænge til nye vinkler og alternative blikke.
Film&TV har i denne serie bedt en række markante stemmer give vidt forskellige bud på visuelt tematiske snit med udgangspunkt i udvalgte frames fra film- og tv-historien.
En frame er filmens mindste grundelement. En frame er et enkelt billede på en filmstrimmel (eller nu en digital optagelse). Som regel er der 24 eller 25 frames i sekundet, når vi ser en film. Når vi laver et screenshot af en film, så kaldes det et framegrab.
Det er ligesom den der katastrofefilm ’28 dage senere’, hvor hovedpersonen går rundt i sin by, og der bare er helt tomt«. Sådan sagde Roberto Scarpanti til Politiken, da han skulle beskrive situationen i Codogno, der var en af de første norditalienske byer, der blev ramt af coronavirus.
Han er langtfra den eneste, der sammenligner udbruddet med fiktionsfilm. Og i takt med at antallet af smittede synes at stige eksponentielt, synes virkeligheden da også at imitere scenarier i epidemifilm.
Tv-transmissioner med Mette Frederiksen, der fraråder større forsamlinger og kys og kram, minder om begyndelsen på en film, mens billeder fra tomme storbyer i et karantæneramt Italien ligner scenerne et stykke længere henne i filmen. Og når vi ser kinesiske bloggerjournalisters optagelser fra hospitaler, hvor ligene ligger på gangene mellem skrigende patienter, og fra gaderne, hvor myndighederne svejser dørene til for at forhindre smittede i at forlade deres hjem, så er vi et godt stykke inde i filmen, der hvor civilisationer i undtagelsestilstand har tilsidesat humanisme for at sikre menneskehedens overlevelse.
Virkeligheden trigger en kollektiv frygt, og når politikere, medier og vi som befolkning taler om situationen, foregår en del af samtalen i et kulturelt fællessprog, som er skabt af katastrofefilmene og deres visualiseringer af worst case scenario.
Vi overlever ved at bryde reglerne
Da jeg så den første af mange epidemifilm som research til denne artikel, oplevede jeg selv, hvordan fiktionen kunne fodre den frygt, der lå latent et sted derinde. Jeg havde haft lidt tør hoste og en fornemmelse af snue i et par dage, men havde ikke været på rejser, der krævede, at jeg skulle kontakte en læge. Det skulle jeg lige minde mig selv om, da jeg var et stykke inde i Steven Soderberghs ’Contagion’, der regnes for den mest realistiske af alle epidemifilm.
Mistilliden til myndighedernes håndtering af et virusudbrud stortrives i film om epidemier, hvor det som her i ’Contagion’ ofte er eneren, der bryder reglerne, som redder verden.
Den synes på mange måder at forudsige den nuværende situation, og samtidig med, at den ni år gamle film er en af tidens mest streamede, har flere medier konsulteret videnskabsmænd for at udsætte den for grundige faktatjek.
Gwyneth Paltrow bliver patient zero efter en tur til Hongkong, hvor smitten er opstået på et madmarked. Symptomerne starter, da hun er kommet hjem til sin mand og søn i Minnesota, og få timer senere ligger hun død på hospitalet. Fra hende spreder smitten sig globalt på ingen tid, og inden vaccinen bliver fundet mod filmens slutning, er 25 millioner mennesker døde.
Der er mange steder, hvor filmen er troværdig i forhold til fakta. Både i forhold til epidemiologi, sociologi og den politiske håndtering af situationen, men det er der, hvor den afviger fra virkeligheden, at den får vores frygt til at accelerere uden hold i virkeligheden.
Blandt andet er udviklingens hastighed skruet op af dramatiske hensyn. Hastigheden i virusspredning, hastigheden fra smitte til død, og desværre også hastigheden fra udbrud til fremstillingen af en vaccine.
Men det er måden, vaccinen bliver fundet på, der er karakteristisk for en af mest sejlivede myter i film om pandemier. For mens militær og politikere skændes om, hvordan situationen skal håndteres, er det dr. Ally Hextall, som redder verden ved at bryde reglerne. Hun har produceret en vaccine, men hun ved, at det vil tage for lang tid for systemet at få den godkendt i tide. Så hun stikker kanylen med vaccine i sit eget lår og kysser sin syge far på panden for at teste den.
Samme rebelske soloridt ser vi i ’World War Z’, hvor Brad Pitt injicerer sig selv med en dødelig, men kurerbar virus og lukker sig inde med en zombie for at afprøve sin tese om, at de levende døde ikke angriber allerede dødsdømte. Epidemifiktion er fyldt med den slags heroiske regelbrydere, og ingen steder er det mere udtalt end i ’Outbreak’, hvor en virolog med Dustin Hoffmans sammenbidte diktion går mod systemet og siger: »Idioti er vores eneste våben«.
Det er en forestilling, der har rod i den generelle amerikanske mytologi om eneren, som sætter sig op mod et korrupt system, men særligt for epidemifilm er det en afspejling af frygten for myndighedernes inkompetence. Og den bliver pirret, når vi ser virkelighedens italienske styre miste kontrollen over virusudbruddet, og når Mette Frederiksen opfordrer den enkelte til at tage ansvar og advarer, at »hvis for mange danskere bliver smittet, kan kapaciteten i sundhedsvæsenet ikke følge med«.
Den situation er virkelighed i ’28 dage senere’, hvor Jim vågner op i en hospitalsseng efter et biluheld. I den tid, han har ligget bevidstløs, har en epidemi forvandlet klodens befolkning til zombielignende vilde, og rundt om ham ligger hospitalsudstyr spredt hulter til bulter.
I ’28 dage senere’ vågner hovedpersonen vågner op på et forladt hospital efter altødelæggende epidemi i en scene, der for øvrigt er kopieret i hit-serien 'the Walking Dead'.
Hospitalet er tomt og står som et monument over frygten for, at den institution, der skal redde os fra virusset, er lige så sårbar som alle andre institutioner, når det kommer til stykket.
Vores krop er farlig
Frygten for det civile samfunds kollaps er tydeligt gengivet i Fernando Meirelles ’Blindness’, der er en filmatisering af José Saramagos roman om en epidemi, der gør det meste af klodens befolkning blinde. Fordi det ikke er en dødelig sygdom, bliver det civile sammenbrud en konstant tilstand, hvor manglen på synssans fører til fraværet af nogle af de mest basale betingelser for det civile menneskes tilværelse. Under den permanente karantæne i militærbarakker ser vi flere af de inficerede gå nøgne og beskidte rundt – der er alligevel ingen, der kan se dem – mellem affald og afføring på gulvet. Der opstår snart stridigheder mellem de blinde i kampen om resurser, og inden længe bliver skyderier og voldtægt en del af hverdagen.
Civilisationens kollaps spreder sig i katastrofefilmene fra de øverste institutioner og nedad, helt ned til personlige relationer og familien, som vi ser i George A. Romeros ’The Crazies’ fra 1973, hvor en rablende far og en inficeret datter er tæt på at fuldføre et incestuøst samleje.
Vi frygter altså samfundets totale sammenbrud, og blandt danske politikere og på de sociale medier ser man flere og flere efterlyse påbud i stedet for anbefalinger fra regeringens side. Mere styring, flere restriktioner. Mere undtagelsestilstand. I Kina har den brutale diktatoriske tilgang jo ført til en markant nedgang i antal smittede per dag (hvis man altså tør tro på Kommunistpartiets officielle udmeldinger).
Men i mange epidemifilm sporer vi også en frygt for den totale statsmagts overgreb på befolkningen.
Det ser vi blandt andet i ’Andromeda Strain’, som er en af de sjældne film, hvor det ikke er en rebel, men et samlet hold af videnskabsmænd, der finder frem til en vaccine med professionalisme og faglige metoder. Det kræver så til gengæld en accept af ekstrem kontrol af adfærd, hvilket selv lægerne har svært ved at leve med. Efterhånden som de føres ned i det underjordiske laboratorium, bliver de udsat for en desinficeringsproces, der virker mere og mere grænseoverskridende og frihedsberøvende for hver etage.
Kroppen er det mest beskidte i universet, siger de i ’The Andromeda Strain’, hvor læger får brændt det yderste lag af hudceller til aske for at få adgang til laboratoriet.
På en af etagerne skal de kun iført en beskyttelseshjelm lade sig bestråle af en Xenon-lampe, der efterlader deres yderste lag af hudceller som hvid aske. Det er en nødvendig procedure, for som laboratoriets leder siger:
»Vi står over for et alvorligt problem: Hvordan desinficerer vi den menneskelige krop. En af de mest beskidte ting i det kendte univers«.
Og hvordan gør man det, »uden at dræbe mennesket på samme tid«, tilføjer den humanistisk indstillede dr. Ruth Leavitt med systemkritisk sarkasme i stemmen.
Denne adskillelse af krop og menneske er et typisk element i mange epidemifilm. Kroppen bliver noget fremmed, som vi bliver bange for. Berøring er smittefremkaldende. Og hvis vi bliver syge, er den virusbefængte krop ikke noget, vi længere selv har kontrol over.
Derfor er beskyttelsesdragten også så stærkt et symbol i filmgenren. Et af de ikoniske billeder i ’Outbreak’ er af Dustin Hoffmann som virolog bag glasvesir iført en gummidragt.
Beskyttelsesdragten er et ikon i film som ’Outbreak’. Men ikke som et symbol på sikkerhed. Det er os uden for dragten, der er de farlige.
Det er ikke, som man måske skulle tro, et beroligende syn i film om virusudbrud. Det er ikke et tegn på sikkerhed. Tværtimod. Dragten sidder altid på statens udsendte, ikke på almindelige mennesker, hvilket netop understreger, at det er os, befolkningen, der er de syge. Vi på den anden side af gummiskjoldet, der er så farlige, at myndighederne må beskytte sig mod os.
Sommerhuset som fristed
Det er os, fællesskabet, der er truslen. Den følelse genkender vi nu i virkeligheden, hvor vi frarådes at benytte offentlig trafik i myldretiden og tage til begivenheder med et større publikum. Og det er en virkelighed, der samtidig har forstærket fantasien om et helle på afstand af civilisationen. Hvis det går helt galt, tager vi familien med i sommerhus eller ødegård. Det hører jeg folk sige på arbejdspladsen og tænker det også selv en gang imellem.
I ’Carriers’ er det netop forestillingen om det paradisiske tilflugtssted, der får et brødrepar og deres kærester til at flygte mod Turtle Beach, hvor de har tilbragt barndommens somre og nu regner med at kunne leve på afstand af en dødbringende pandemi.
Fantasien om flugt til sommerhus, ødegård eller andre fristeder dyrkes i ’Carriers’, hvor en lille gruppe kører mod et øde strandområde på afstand af pandemien.
Som i mange film om flugt fra epidemier bliver det svært for brødrene at nå frem uden at blive indhentet af epidemien. Og når det lykkes i andre film, er det aldrig så paradisisk som forestillet, for problemet med de barrikaderede minisamfund er, at små tætte fællesskaber er skrøbelige. En eventuel smitte vil sprede sig lynhurtigt inden for murene, og den isolerede tilværelse fører til intern strid og kaos.
Så måske er en centralstyret statsmagt at foretrække? Men det inkluderer accepten af at slippe kontrollen over sit eget liv. Og hvor ville det ramme hårdere end i forholdet til vores børn? Frygten for ikke at kunne beskytte sine børn mod både virus og myndighedernes nultolerancepolitik er et gennemgribende tema i Hollywood.
I det fint registrerende drama ’Maggie’ leverer Arnold Schwarzenegger en af karrierens bedste præstationer som faren, der forsøger at beskytte sin inficerede datter, selvom han ved, at der ikke findes en kur, og at hun inden længe vil blive forvandlet til en farlig smittekilde med smag for menneskekød. Hans faderinstinkter tillader ham ikke at overgive hende til myndighederne, der vil lade hende dø i karantæne.
At ens barn bliver smittet, er det værste en forælder kan forestille sig. For så er barnet overladt til andres kontrol, som her i ’Maggie’ hvor Arnolds Schwarzeneggers datter er inficeret.
Forholdet mellem far og datter er så realistisk gengivet på et følelsesmæssigt plan, at man genkender en snert af frygten, når man hører sin datter rømme sig. Hvad nu hvis man ikke kan hjælpe hende med Panodil og fri adgang til Ramasjang?
Så er det, at man må foretage et reality check og huske på, at i tilfælde af smitte er dødeligheden blandt børn minimal. Ingen grund til panik. Men Maggie ligger stadig på lur derinde og skal holdes stangen, når man igen ser tv-nyheder, der minder om film, der minder om virkeligheden.
