Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Når vi forestiller os de værst tænkelige scenarier i forbindelse med den aktuelle corona-epidemi, foregår det i høj grad i et billedsprog, der er skabt af katastrofefilm. Joakim Grundahl dykker ned i den kollektive frygt, der formes i Hollywood.

13. marts 2020

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Serie

FRAMES

Ikke kun filmkunsten, men også filmkritikken, kan trænge til nye vinkler og alternative blikke.
Film&TV har i denne serie bedt en række markante stemmer give vidt forskellige bud på visuelt tematiske snit med udgangspunkt i udvalgte frames fra film- og tv-historien.
En frame er filmens mindste grundelement. En frame er et enkelt billede på en filmstrimmel (eller nu en digital optagelse). Som regel er der 24 eller 25 frames i sekundet, når vi ser en film. Når vi laver et screenshot af en film, så kaldes det et framegrab.

Det er ligesom den der katastrofefilm ’28 dage senere’, hvor hovedpersonen går rundt i sin by, og der bare er helt tomt«. Sådan sagde Roberto Scarpanti til Politiken, da han skulle beskrive situationen i Codogno, der var en af de første norditalienske byer, der blev ramt af coronavirus.

Han er langtfra den eneste, der sammenligner udbruddet med fiktionsfilm. Og i takt med at antallet af smittede synes at stige eksponentielt, synes virkeligheden da også at imitere scenarier i epidemifilm.

Tv-transmissioner med Mette Frederiksen, der fraråder større forsamlinger og kys og kram, minder om begyndelsen på en film, mens billeder fra tomme storbyer i et karantæneramt Italien ligner scenerne et stykke længere henne i filmen. Og når vi ser kinesiske bloggerjournalisters optagelser fra hospitaler, hvor ligene ligger på gangene mellem skrigende patienter, og fra gaderne, hvor myndighederne svejser dørene til for at forhindre smittede i at forlade deres hjem, så er vi et godt stykke inde i filmen, der hvor civilisationer i undtagelsestilstand har tilsidesat humanisme for at sikre menneskehedens overlevelse.

Virkeligheden trigger en kollektiv frygt, og når politikere, medier og vi som befolkning taler om situationen, foregår en del af samtalen i et kulturelt fællessprog, som er skabt af katastrofefilmene og deres visualiseringer af worst case scenario.

Vi overlever ved at bryde reglerne

Da jeg så den første af mange epidemifilm som research til denne artikel, oplevede jeg selv, hvordan fiktionen kunne fodre den frygt, der lå latent et sted derinde. Jeg havde haft lidt tør hoste og en fornemmelse af snue i et par dage, men havde ikke været på rejser, der krævede, at jeg skulle kontakte en læge. Det skulle jeg lige minde mig selv om, da jeg var et stykke inde i Steven Soderberghs ’Contagion’, der regnes for den mest realistiske af alle epidemifilm.

Den synes på mange måder at forudsige den nuværende situation, og samtidig med, at den ni år gamle film er en af tidens mest streamede, har flere medier konsulteret videnskabsmænd for at udsætte den for grundige faktatjek.

Gwyneth Paltrow bliver patient zero efter en tur til Hongkong, hvor smitten er opstået på et madmarked. Symptomerne starter, da hun er kommet hjem til sin mand og søn i Minnesota, og få timer senere ligger hun død på hospitalet. Fra hende spreder smitten sig globalt på ingen tid, og inden vaccinen bliver fundet mod filmens slutning, er 25 millioner mennesker døde.

Der er mange steder, hvor filmen er troværdig i forhold til fakta. Både i forhold til epidemiologi, sociologi og den politiske håndtering af situationen, men det er der, hvor den afviger fra virkeligheden, at den får vores frygt til at accelerere uden hold i virkeligheden.

Blandt andet er udviklingens hastighed skruet op af dramatiske hensyn. Hastigheden i virusspredning, hastigheden fra smitte til død, og desværre også hastigheden fra udbrud til fremstillingen af en vaccine.

Men det er måden, vaccinen bliver fundet på, der er karakteristisk for en af mest sejlivede myter i film om pandemier. For mens militær og politikere skændes om, hvordan situationen skal håndteres, er det dr. Ally Hextall, som redder verden ved at bryde reglerne. Hun har produceret en vaccine, men hun ved, at det vil tage for lang tid for systemet at få den godkendt i tide. Så hun stikker kanylen med vaccine i sit eget lår og kysser sin syge far på panden for at teste den.

Samme rebelske soloridt ser vi i ’World War Z’, hvor Brad Pitt injicerer sig selv med en dødelig, men kurerbar virus og lukker sig inde med en zombie for at afprøve sin tese om, at de levende døde ikke angriber allerede dødsdømte. Epidemifiktion er fyldt med den slags heroiske regelbrydere, og ingen steder er det mere udtalt end i ’Outbreak’, hvor en virolog med Dustin Hoffmans sammenbidte diktion går mod systemet og siger: »Idioti er vores eneste våben«.

Det er en forestilling, der har rod i den generelle amerikanske mytologi om eneren, som sætter sig op mod et korrupt system, men særligt for epidemifilm er det en afspejling af frygten for myndighedernes inkompetence. Og den bliver pirret, når vi ser virkelighedens italienske styre miste kontrollen over virusudbruddet, og når Mette Frederiksen opfordrer den enkelte til at tage ansvar og advarer, at »hvis for mange danskere bliver smittet, kan kapaciteten i sundhedsvæsenet ikke følge med«.

Den situation er virkelighed i ’28 dage senere’, hvor Jim vågner op i en hospitalsseng efter et biluheld. I den tid, han har ligget bevidstløs, har en epidemi forvandlet klodens befolkning til zombielignende vilde, og rundt om ham ligger hospitalsudstyr spredt hulter til bulter.

Hospitalet er tomt og står som et monument over frygten for, at den institution, der skal redde os fra virusset, er lige så sårbar som alle andre institutioner, når det kommer til stykket.

Vores krop er farlig

Frygten for det civile samfunds kollaps er tydeligt gengivet i Fernando Meirelles ’Blindness’, der er en filmatisering af José Saramagos roman om en epidemi, der gør det meste af klodens befolkning blinde. Fordi det ikke er en dødelig sygdom, bliver det civile sammenbrud en konstant tilstand, hvor manglen på synssans fører til fraværet af nogle af de mest basale betingelser for det civile menneskes tilværelse. Under den permanente karantæne i militærbarakker ser vi flere af de inficerede gå nøgne og beskidte rundt – der er alligevel ingen, der kan se dem – mellem affald og afføring på gulvet. Der opstår snart stridigheder mellem de blinde i kampen om resurser, og inden længe bliver skyderier og voldtægt en del af hverdagen.

Civilisationens kollaps spreder sig i katastrofefilmene fra de øverste institutioner og nedad, helt ned til personlige relationer og familien, som vi ser i George A. Romeros ’The Crazies’ fra 1973, hvor en rablende far og en inficeret datter er tæt på at fuldføre et incestuøst samleje.

Vi frygter altså samfundets totale sammenbrud, og blandt danske politikere og på de sociale medier ser man flere og flere efterlyse påbud i stedet for anbefalinger fra regeringens side. Mere styring, flere restriktioner. Mere undtagelsestilstand. I Kina har den brutale diktatoriske tilgang jo ført til en markant nedgang i antal smittede per dag (hvis man altså tør tro på Kommunistpartiets officielle udmeldinger).

Men i mange epidemifilm sporer vi også en frygt for den totale statsmagts overgreb på befolkningen.

Det ser vi blandt andet i ’Andromeda Strain’, som er en af de sjældne film, hvor det ikke er en rebel, men et samlet hold af videnskabsmænd, der finder frem til en vaccine med professionalisme og faglige metoder. Det kræver så til gengæld en accept af ekstrem kontrol af adfærd, hvilket selv lægerne har svært ved at leve med. Efterhånden som de føres ned i det underjordiske laboratorium, bliver de udsat for en desinficeringsproces, der virker mere og mere grænseoverskridende og frihedsberøvende for hver etage.

På en af etagerne skal de kun iført en beskyttelseshjelm lade sig bestråle af en Xenon-lampe, der efterlader deres yderste lag af hudceller som hvid aske. Det er en nødvendig procedure, for som laboratoriets leder siger:

»Vi står over for et alvorligt probl