Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm
Når vi forestiller os de værst tænkelige scenarier i forbindelse med den aktuelle corona-epidemi, foregår det i høj grad i et billedsprog, der er skabt af katastrofefilm. Joakim Grundahl dykker ned i den kollektive frygt, der formes i Hollywood.
Serie
FRAMES
Ikke kun filmkunsten, men også filmkritikken, kan trænge til nye vinkler og alternative blikke.
Film&TV har i denne serie bedt en række markante stemmer give vidt forskellige bud på visuelt tematiske snit med udgangspunkt i udvalgte frames fra film- og tv-historien.
En frame er filmens mindste grundelement. En frame er et enkelt billede på en filmstrimmel (eller nu en digital optagelse). Som regel er der 24 eller 25 frames i sekundet, når vi ser en film. Når vi laver et screenshot af en film, så kaldes det et framegrab.
Det er ligesom den der katastrofefilm ’28 dage senere’, hvor hovedpersonen går rundt i sin by, og der bare er helt tomt«. Sådan sagde Roberto Scarpanti til Politiken, da han skulle beskrive situationen i Codogno, der var en af de første norditalienske byer, der blev ramt af coronavirus.
Han er langtfra den eneste, der sammenligner udbruddet med fiktionsfilm. Og i takt med at antallet af smittede synes at stige eksponentielt, synes virkeligheden da også at imitere scenarier i epidemifilm.