0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant

At spejde efter malerier i filmbilleder kan være at få øjnene op for, at film er andet end plot og personer. Film&TV-serien Frames handler denne uge om billedkunsten i filmkunsten.

23. maj 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg kort efter premieren på Michael Hanekes ’Amour’ så den i biografen, faldt jeg jævnligt i søvn. Det var ikke, fordi jeg var søvnig eller filmen kedelig, det var, fordi den var så ubehagelig, at jeg flygtede ind i søvnen. Et gammelt kultiveret ægtepar holder hinanden indespærret i en borgerlig og dyster parisisk lejlighed, kvinden er døende og pålægger sin mand at passe hende derhjemme. Det er et forstemmende vrangbillede på den ’kærlighed’, der har lagt titel til filmen, og som må forstås i store fede gåseøjne. »Mal, mal, mal«, råber den døende kvinde fra sin seng, »Ondt, ondt, ondt«, og det betyder, at hun har ondt, men det betyder også, at der er noget ondt til stede.

I sin utrættelige blotlæggelse af borgerskabet hinsides enhver charme har Haneke i Hammershøis malerier fundet en fremstilling af den borgerlige lejlighed som et dystert, klaustrofobisk, uhyggeligt sted

'Amour'. Instr. Michael Haneke, 2012

Vilhelm Hammershøi, Interiør.
Foto: Vilhelm Hammershøi, Interiør. "De fire stuer", (1914), olie på lærred, 85 x 70,5 cm. Ordrupgaard. Foto: Anders Sune Berg.

Michael Haneke gentolker Hammershøis mennesketomme interiører og oplader dem med noget ondt.

Da jeg nogle år senere genså filmen derhjemme – hvor den lille skærm fjernede lidt af ubehaget, så jeg ikke behøvede at lukke øjnene – blev det tydeligt for mig, hvor det onde kommer fra: Det kommer fra selve lejligheden. Det er lejligheden, der er ond, og det er på sin vis lejligheden, der er hovedpersonen: I lange klip ser vi ikke andet end udsnit af lejligheden uden mennesker i billedet. Det mindede mig om én ting, det mindede mig om Hammershøi. I andre billeder sidder den døende kvinde fuldstændig som Hammershøis kone, Ida, sådan som han maler hende ind i sine interiører: rugende, indadvendt, hjemfalden.

I sin utrættelige blotlæggelse af borgerskabet hinsides enhver charme har Haneke i Hammershøis malerier fundet en fremstilling af den borgerlige lejlighed som et dystert, klaustrofobisk, uhyggeligt sted. Selv ser jeg Hammershøis malerier anderledes, snarere som en æstetisk forløsning af den tendentielt dystre lejlighed og sågar en æstetisk omsorg for den afbildede hustru. Men det forhindrer mig ikke i at sætte stor pris på Hanekes oversættelse af Hammershøis malerkunst til sit eget filmsprog. Haneke omstemmer Hammershøis malerier, lader os se dem med en hanekesk troldsplint i øjet.

Ingen ’Gertrud’ uden Hammershøi

Haneke er ikke den første i filmhistorien til at lade sig inspirere af Hammershøis malerier. Før ham kom Carl Th. Dreyer. Om Dreyers ’Gertrud’ fra 1964 skriver Hammershøi-eksperten Poul Vad: »Det er næsten umuligt at forestille sig ’Gertrud’ uden Hammershøi«.

’Gertrud’ består i høj grad af maleriske sort-hvide interiørbilleder, hvor kameraet dvæler ved kvinden i interiøret, ret som Hammershøis pensel dvæler ved Ida i Strandgade. Mens Hammershøis Ida oftest er rygvendt eller sidder med nedslået blik, underfuldt melankolsk, har Dreyers Gertrud et længselsfyldt opadvendt blik. Begge kvinder ser ud til ikke helt at være til stede, at dvæle delvis i en anden verden.

Vilhelm Hammershøi.
Foto: Vilhelm Hammershøi. "To figurer (Dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru)", (1898), olie på lærred, 71.5 x 86 cm. Aarhus, Kunstmuseum.

Det er umuligt at forestille sig Dreyers 'Gertrud' uden Hammershøi.

Framegrab fra filmen
Foto: Framegrab fra filmen

'Gertrud'. Instr. Carl Th. Dreyer, 1964.

’Gertrud’ er historien om kvinden, hvis kærlighedsfordring er så absolut, at ingen mand kan opfylde den. Hammershøis Ida himler ikke opad mod den absolutte kærlighed, hendes blik tynges mod jorden, fulgt af Hammershøis jordfarver.

Det håndholdte og det maleriske

Inspirationen fra maleriet er måske forbeholdt de instruktører, der rent faktisk maler med kamera, klipning, lys og grading. En sådan instruktør er Lars von Trier. Hans film er karakteriseret ved spændet mellem det håndholdte, tilfældige og det stiliserede, æstetisk udstuderede. Men det håndholdte kan sagtens være malerisk.

Tænk på scenen i ’Idioterne’, hvor kammeraterne bærer kollektivets leder, Stoffer (Jens Albinus), nøgen hjem gennem Søllerød og fikserer ham i loftets halvmørke for at få ham til at falde til ro. Det ligner kunsthistoriens billeder af Kristi gravlæggelse og gør Stoffers protestaktion mod ’Søllerødfascisterne’ til en patetisk imitatio Christi.

Christian Geisnæs
Arkivfoto: Christian Geisnæs

'Melancholia'. Instr.: Lars von Trier, 2011.

Depression, død og danskhed: Hamlets druknede kæreste, Ofelia, malet af Millais og af von Trier.

Af og til har Triers film specifikke malerier som forbillede. Det gælder eksempelvis det berømte (plakat)billede fra ’Melancholia’, hvor Justine (Kirsten Dunst) flyder brudeklædt af sted på vandet med stærk inspiration fra John Everett Millais’ på én gang dekorative og morbide maleri af Shakespeares druknede Ophelia. Den forbindelse til Hamlet, som referencen til Millais’ Ofelia-maleri etablerede, førte i England til, at Lars von Trier blev kaldt ved Hamlets tilnavn, ’the melancholic Dane’, og filmplakaten blev prist for »ekstremt effektivt« at signalere »depression, death, discomfort, alienation and Danishness«.

Kirkebys bevægende landskabsbilleder

En stærk metode til at gøre filmbilleder til malerier er at lade en kunstmaler lave dem. Det har von Trier flere gange ladet Per Kirkeby gøre. Første gang i ’Breaking the Waves’, hvor der mellem hvert af filmens kapitler er sat et ’skilleblad’ i form af et landskabsbillede, skabt af Kirkeby som en slags koloreret fotomontage. Trods den tilsyneladende stilstand er landskabsbillederne bevægelige: Små figurer (en helikopter, en bil) gør deres entré i landskabet, en regnbue intensiveres osv.

Både i Friedrichs malerier og Kirkebys ’skilleblade’ er landskabet på én gang noget menneskefremmed og noget, der kan bibringe mennesket en æstetisk lindring

Zentropa
Foto: Zentropa

Per Kirkebys maleriske skilleblade til 'Breaking the Waves' sender hilsener til Caspar David Friedrichs romantiske landskaber. 'Zienhende Wolken' fra ca 1820 af Caspar David Friedrich. Foto: www.bridgemanart.com

Von Trier bad Kirkeby om at lave billederne som en bearbejdning af ’det romantiske landskab’ og forventede, at det romantiske gennem Kirkebys bearbejdning ville afsløre ’en dybere banalitet’, men måtte efterfølgende konstatere, at billederne blev meget mere ’interessante og tvetydige’. Hvis der er én romantisk kunstner, Kirkebys billeder er en hilsen til, er det Caspar David Friedrich.

Kirkebys billeder minder om Caspar David Friedrichs drivende skyer over klipper, bløde bøhmiske bjerge i drømmefarver, måner bag skyer over havet, horisontlinjer opløst til noget nær abstraktion. Både i Friedrichs malerier og Kirkebys ’skilleblade’ er landskabet på én gang noget menneskefremmed og noget, der kan bibringe mennesket en æstetisk lindring.

Således synes von Triers film ofte at udspringe af et ønske om at vrænge ad traditionen, men deres maleriske filmsprog frembringer noget, som er langt mere tvetydigt og interessant

Zentropa
Framegrab fra filmen: Zentropa

'Breaking the Waves'. Instr.: Lars von Trier, 1997.

Zentropa
Framegrab fra filmen: Zentropa

Zienhende Wolken fra ca 1820 af Caspar David Friedrich. Foto: www.bridgemanart.com

Der er noget karakteristisk for Lars von Trier i denne historie om, at han udbad sig en banalisering af det romantiske landskabsmaleri, men fik noget mere interessant. At ville afsløre en dyb banalitet i det romantiske landskabsmaleri er et trodsigt og kunstnerisk uinteressant projekt, men i arbejdet med formsproget, her i samarbejdet med Kirkeby, overskrides projektet og bliver til kunst. Således synes von Triers film ofte at udspringe af et ønske om at vrænge ad traditionen, men deres maleriske filmsprog frembringer noget, som er langt mere tvetydigt og interessant.

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Kristoffer Hegnsvad:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Filosof Brian Benjamin Hansen:  På det foruroligende filmhotel kan alt ske

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske

Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant

Søvn på film:   Vanviddet ligger lige under overfladen hos os alle

Kendte håndjob på film:   På film rykker en rykker tit ved magten

Mathias Kryger:  Det var dildoen, der fik mig til at tænke på de blå kroppe

Kun tabermænd onanerer på film og tv. Masturberende kvinder derimod ...

Lucia Odoom:  Tiden er langt om længe løbet fra den sorte søde veninde

Det ender kun godt, i det omfang at hun er i stand til at være mor

Gaden er farlig:  Ludere, trækker­drenge og alverdens perverse bløder ud af fortovet om natten

En nøgen Morten Stig Christensen var et gennembrud for synet på homoseksuelle i danske film

Læs mere

  • Mest læste