I sin utrættelige blotlæggelse af borgerskabet hinsides enhver charme har Haneke i Hammershøis malerier fundet en fremstilling af den borgerlige lejlighed som et dystert, klaustrofobisk, uhyggeligt sted. Selv ser jeg Hammershøis malerier anderledes, snarere som en æstetisk forløsning af den tendentielt dystre lejlighed og sågar en æstetisk omsorg for den afbildede hustru. Men det forhindrer mig ikke i at sætte stor pris på Hanekes oversættelse af Hammershøis malerkunst til sit eget filmsprog. Haneke omstemmer Hammershøis malerier, lader os se dem med en hanekesk troldsplint i øjet.
Haneke er ikke den første i filmhistorien til at lade sig inspirere af Hammershøis malerier. Før ham kom Carl Th. Dreyer. Om Dreyers ’Gertrud’ fra 1964 skriver Hammershøi-eksperten Poul Vad: »Det er næsten umuligt at forestille sig ’Gertrud’ uden Hammershøi«.
’Gertrud’ består i høj grad af maleriske sort-hvide interiørbilleder, hvor kameraet dvæler ved kvinden i interiøret, ret som Hammershøis pensel dvæler ved Ida i Strandgade. Mens Hammershøis Ida oftest er rygvendt eller sidder med nedslået blik, underfuldt melankolsk, har Dreyers Gertrud et længselsfyldt opadvendt blik. Begge kvinder ser ud til ikke helt at være til stede, at dvæle delvis i en anden verden.
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
