Nogle gange tjener de intet andet formål end at understrege, at vores hovedperson er en ensom kattedame, men katte på film kan meget mere end at få kvinders singleliv til at sørgeligt ud. Læg mærke til det, næste gang dyret med de ni liv sætter sine poter på det hvide lærred: Den kan fortælle dig meget om filmen foran dig, hvis du lader den.
I ’Godfather’, når Don Corleones kat leger så trygt, så ubekymret, så tillidsfuldt i hans skød, mens stemningen i rummet strammer til som et uvilligt numsehul før en analsexseance, så kan man ikke andet end konkludere, at de to er ligesindede – allierede på tværs af arter.
Det, de deler, er en særlig, forførisk ondskab. Det er en ondskab, vi ikke forstår, eller i hvert fald ikke vil vedkende os at forstå, men som stadig udøver en særlig tiltrækningskraft på os. Katte er fra naturens side sadister – giv den mad, og den vil fortsætte med at slå ihjel, giv den en mus, og den vil lege/plage/daske musen til døde – og selv om Don Corleone ikke er sadist, så rummer han rovdyrets uforudsigelighed. Leger Don Corleone med et bytte eller en ven, når han trækker Amerigo Bonasera rundt i manegen? Vi ved det ikke, før Amerigo Bonasera kysser ringen, og Don Corleone lover ham hjælp til hævn, retfærdighed, vold (hvad vi nu vil kalde det). Men til hvilken pris? Det er spændende. Det er nervepirrende. Det er pirrende.
Og det er dét, der er med katte og skurke. Du ved, du ikke skal holde af skurken, men hvis han/hun har en kat, så ved du også, at du – inderst inde, et hemmeligt sted i dit hjerte – kommer til at gøre det alligevel.
