0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Mathias Kryger: Det var dildoen, der fik mig til at tænke på de blå kroppe

De gamle grækere havde ikke et ord for farven. I dag præger den filmkunsten, der er fuld af blå kroppe. Når kroppen er blå, er det altid udtryk for et radikalt, nogle gange endda revolutionært, forhold til sig selv og verden, skriver kunstkritiker Mathias Kryger i dette essay i vores Frames-serie.

FOR ABONNENTER

Mange vil huske hygiejnebindenes isblå væske som et fremmedgørende forsøg på videnskabsdistancering fra det rustrøde menstruationsblod. Er det den samme logik? En mærkelig blå røntgenkrop, strålende og gennemsigtig måske med en orange hjerne, eller et hjerte i varme nuancer af rød ...

Siden lagde jeg billeder fra James Camerons ’Avatar’ (2009) og fra ’Smølferne’ i mappen og af maya-folkets blåmalede ofre, som jeg havde set i Mel Gibsons bursleske problem af et actionmesterværk ’Apocalypto’ (2006), om tiden lige inden Christopher Columbus ankommer til mayaernes kyster.

Dertil et billede af Jennifer Lawrences shapeshiftende Mystique fra ’X-Men’, en skællet krop med hud som et bekosteligt indfarvet og præget læderpanser.

Måske kiggede jeg også på et billede af Genie fra Disneys ’Aladdin’ (1992), den maniodepressive ånd med en stemme fremført af den ligeså bipolære Robin Williams – en karakter, der, ligesom Mystique, er mystisk, men har det svært med at være det og kan skifte form, udseende og køn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce