Film lærer dig at begære, som filosoffen Slavoj Zizek har sagt det: De giver dig ikke direkte, hvad du har brug for (mad, søvn, sex), men præsenterer dig for nogle scener, der siger, hvordan du skal spise din mad, leve dit liv osv. Det samme gør de store hoteller i film. Disse hoteller er rammer for det episke og elegante liv, for mindeværdige udvekslinger og møder. De store hoteller i film hænger sammen med Hollywoods største skikkelser og scener: ’Casablanca’ med Humphrey Bogart, ’Some Like It Hot’, der udspillede sig på det enorme eksklusive Hotel del Coronado, med Marilyn Monroe.
I Casablanca kan man måske huske en række særlige scener, hvor barens pianist spiller den ikoniske ’As Time Goes By’. Brugen af klaveret som rekvisit i film får her en særlig betydning og har påvirket senere instruktører. I ’Some Like It Hot’ er hotellet også den baggrund, hvorpå ’filmstjernen’ fremtræder.
Når der er et hotel i en film, kan man måske lave den tommelfingerregel, at den sjældent vil have nød og elendighed som tema. I stedet er hotellet en scene, hvor vi kan opleve noget ’ekstra’ i personerne: en måde, de fører sig frem på eller viser deres talent. Ingen er, hvad de giver sig ud for at være i ’Some Like It Hot’, og »ingen er fuldkommen«, som det hedder i filmen – måske med undtagelse af Marilyn Monroe.
Men kan hoteller på film også noget andet? Kan der være dybere eksistentielle temaer på spil?
