Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:
Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne
Mænd går på toilettet i ’Wild at Heart’, ’Pulp Fiction’, ’Deadwood’, ’Buffalo ’66’ og ’Trainspotting’. De gør det med åben dør, med nyresten, med tilskuere og med heroinforstoppelse eller det modsatte, og det er i scenerne med bukserne nede, at de afslører deres sande karakter.
Dafoe har selv beskrevet Peru som »ren sult og ondskab«, og en sådan naturkraft skjuler ikke, hvad han skal på toilettet (selv om alene det at benævne det kan være for meget for mange, blandt andre den ellers ikke specielt snerpede mrs. Mia Wallace i Tarantinos ’Pulp Fiction’: »That’s a little more information than I needed, Vince, but go right ahead«). Snarere er hans potente plasken i kummen opvarmning til, hvordan han bagefter går direkte ind og i full-on aggressiv psykopatmodus forfører og/eller forulemper Lula og får hende til at sige det »fuck me«, som Peru så igen er ligeglad med, og hvortil han blot konstaterer, at det vil han skam også gøre, men ikke lige nu, for lige nu har han steder at tage hen og ting at gøre. Han er med andre ord pisseligeglad med en hel masse ting, som andre, mindre, mænd bekymrer sig om.
En af de mange ligegyldige ting, man kan finde på internettet, er en tråd, hvor en person for godt fem år siden stillede det som sådan oplagte og alligevel håbløse spørgsmål: Hvorfor ser man aldrig karaktererne gå på toilettet, selv ikke når det er film, der slår sig op på det virkelighedsnære? Tålmodige sjæle forklarede, at film ville blive lidt lange i spyttet, hvis de skulle afbilde alle toiletbesøg, karakterernes otte timers søvn hver nat, deres negleklipning osv. Og det har de unægtelig ret i, men netop derfor virker det også oplagt at tænke, at når man så endelig ser dem gå på toilettet, er det nok, fordi der er en særlig mening med det.
Sådan er det i ’Wild at Heart’, hvor det er Bobby Perus dyriskhed og virilitet, der fremhæves ved den bramfri (og dybe) plasken, og sådan er det i HBO-serien ’Deadwood’, hvor det er tydeliggørelsen af bordel- og barejer Al Swearengens (Ian McShane) tilsvarende afdankethed og livslede (men også sårbarhed), der er meningen med, at vi skal gennemleve hans pinsler ved at lade vandet trods en nyresten.
I Vincent Gallos ’Buffalo ’66’ er meningen med hovedkarakteren Billy Browns (Gallo selv) pissoirbesøg måske nok også at kæle for egoet på hovedrolleindehaver, instruktør, manuskriptforfatter og komponist Gallo, når Billys nysgerrige sidemand på pissoiret, i forbløffet beundring, fortæller Billy, at »den bare er så stor«. Men af Billys (voldelige) reaktion lærer vi også om ham, at han ikke ligefrem er en mand, der hviler i sig selv. Da han tilmed er så berørt af oplevelsen, at han må opgive sit forehavende – selv om han har brugt ti minutter i den truende vinter i Buffalo, New York, på at finde et toilet – siger det også en del om, at vi her har at gøre med en mand, der i virkeligheden mere er en dreng.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
