Det har optaget os, siden vi begyndte at spekulere eksistentielt. Fra teologer til socialpsykologer har spurgt: Hvad er ondskab? Er vi biologisk prædisponeret, eller skal det tillæres? Kan børn være onde?
Filmhistorien har også været fascineret af modsætningen mellem det uskyldsrene barn og den bevidst onde handling, men det er interessant at se på, hvilke aspekter af ondskaben der belyses i de enkelte film, og ikke mindst, hvilken årsag filmen finder for den. Er det således barnet, vi er bange for, eller er det i virkeligheden mødet med nogle mørke sider af os selv og af det samfund, der omgiver os, som er det virkelig skræmmende?
Det onde barn er blevet en gysertrope – fra djævlebarnet Damien i ’The Omen’ over de psykiske manifestationer af en kvindes vrede kropsliggjort af en lille børnehær i ’The Brood’ til chokket over den nuttede Macauley Culkin som psykopatisk fætter i ’The Good Son’. Jeg er stødt på en række vidunderligt forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene – og også lige kigge en ekstra gang i spejlet.
I en epilogscene efter filmen ’The Bad Seed’ får skuespilleren Patty McCormack smæk i måsen. Det gør hun, fordi hun har spillet Rhoda Penmark, på overfladen en underskøn blond pige med fletninger og strutskørt, men samtidig typen, du hellere må lade vinde i spil – medmindre du vil ende på bunden af en sø.
