Essay
Er filmens børn født onde, eller er det os?
Serie
Frames
De er nogle gange nogle uvorne størrelser, de børn, og i film kan uvornheden komme til udtryk i en aldeles diabolsk karakter. Men er de virkelig onde, eller er det os selv, vores egne og vores samfunds mørke sider, vi finder skræmmende? Maria Månson skriver om det onde barni Film&tv-serien Frames
Det har optaget os, siden vi begyndte at spekulere eksistentielt. Fra teologer til socialpsykologer har spurgt: Hvad er ondskab? Er vi biologisk prædisponeret, eller skal det tillæres? Kan børn være onde?
Filmhistorien har også været fascineret af modsætningen mellem det uskyldsrene barn og den bevidst onde handling, men det er interessant at se på, hvilke aspekter af ondskaben der belyses i de enkelte film, og ikke mindst, hvilken årsag filmen finder for den. Er det således barnet, vi er bange for, eller er det i virkeligheden mødet med nogle mørke sider af os selv og af det samfund, der omgiver os, som er det virkelig skræmmende?
Den 12-årige djævlebesatte Regan penetrerer sig selv med et kors, så blodet sprøjter
Det onde barn er blevet en gysertrope – fra djævlebarnet Damien i ’The Omen’ over de psykiske manifestationer af en kvindes vrede kropsliggjort af en lille børnehær i ’The Brood’ til chokket over den nuttede Macauley Culkin som psykopatisk fætter i ’The Good Son’. Jeg er stødt på en række vidunderligt forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene – og også lige kigge en ekstra gang i spejlet.
The Bad Seed. Instr. Mervyn LeRoy, 1956
I en epilogscene efter filmen ’The Bad Seed’ får skuespilleren Patty McCormack smæk i måsen. Det gør hun, fordi hun har spillet Rhoda Penmark, på overfladen en underskøn blond pige med fletninger og strutskørt, men samtidig typen, du hellere må lade vinde i spil – medmindre du vil ende på bunden af en sø.
Filmen stiller insisterende spørgsmålet, om det er genetik eller opdragelse, der skaber det onde barn. Rhodas mor, Christine, finder nemlig ud af, at hendes egen biologiske mor var en berygtet seriemorder – og tvivlen nager hende. Har hun givet et sociopat-gen videre til sin egen datter? Filmens moralske kompasnål er dog styret af 50’ernes konservative The Hays Code. Her kunne filmiske ugerninger ikke foregå ustraffet, ligesom blødsødenhed var ildeset.
Christines mand og Rhodas far er udstationeret soldat. Hun står altså ene kvinde med ansvaret for opdragelsen af barnet. Og med datidens øjne, kan det kun gå galt.
Og det bringer os tilbage til epilogscenen, hvor skuespillerne Nancy Kelly og Patty McCormack mødes efter tæppefald. Patty lægger sig hen over Nancys skød, hvor hun får en ordentlig endefuld, mens begge ler. Det var altså det, det hele handlede om. Havde den enlige mor blot haft et mandfolk eller selv været håndfast nok til give Rhoda den angiveligt nødvendige opdragelse, ville flere dødsfald være undgået. Så blev vi så kloge.
The Exorcist. Instr.: William Friedkin, 1973.
Seksuelt perverteret ondskab
En af de mest himmelråbende (pun intended) seksuelt perverterede scener i filmhistorien findes i William Friedkins gysermesterværk ’Exorcisten. Den 12-årige djævlebesatte Regan penetrerer sig selv med et kors, så blodet sprøjter. Forinden har hun skreget »Lad Jesus kneppe dig« og tvunget sin mors hoved ned i sit skridt råbende »slik mig«. Det er så grænseoverskridende på alle planer, både fysisk og psykologisk. En scene, der kan give enhver freudianer åndenød, for lige dér mødes religion, sex og kønsmodenhed i yderste, mest skræmmende potens.
Vi konfronteres eksplicit med katolicismens seksualforskrækkelse, der næres af skammen over krop og lyst. Over for dette står det sekulære samfund og psykoanalysens fokus på netop det, der undertrykkes – i filmen kropsliggjort af præster, psykologer og doktorer, der alle kommer til kort i mødet med den unge krop, der transformeres.
De fleste forældre har prøvet at stå med en skrigende baby og tænke, om lillebøvs mon gør det her bare for at genere
Filmen bliver således også et billede på, hvordan mange forældre kommer til kort og føler sig utilpasse over for deres børns begyndende seksualitet, for det kan sandtfordydenmig føles, som om ens teenager er besat. Jeg laver personligt en mental note om at have Regan i baghovedet, når mine børns udvikling når til det stadie. Alt er relativt. Alt er en fase, selv djævlebesættelser.
Benny's Video. Instr.: Michael Haneke, 1992.
Hanekes afstumpede børn
Fra freudiansk rundhyl i ’Exorcisten’ til den diametrale modsætning. Den østrigske instruktør Michael Haneke har flere gange excelleret i at afpsykologisere sine ‘skurke’. De er ofte motivløse, indifferente og … børn.
I ’Bennys Video’ fra 1992 møder vi teenageren Benny, der lever et forholdsvis ubesværet liv i den øvre middelklasse. I en scene, der emmer af brechtiansk fremmedgørelse, afliver Benny en pige med en boltpistol. Vi ser ikke mordet, kun Benny, der febrilsk løber frem og tilbage for at genlade, og så hører vi pigens dødskamp. De rigtig slemme billeder opstår i vores egne hoveder. Med kølig distance iagttager han sin omverden oftest gennem en kameralinse eller på en skærm.
Det kan godt være, at Hanekes postmoderne opus, her knap 30 år på bagkant, kan virke en anelse medie-angst. Men den løftede pegefinger i filmen er reel nok i dag også, for Benny er et produkt af sine forældres fravær og af den emotionelle afstumpethed, som den næsten totalt medierede virkelighed har givet ham.
We Need to Talk About Kevin. Instr.: Lynne Ramsey , 2011
Født ond eller opdraget til det
To alen af et stykke, mor og søn. Gnistrende sorte øjne og rynkede øjenbryn. Der er i Lynne Ramseys hypnotiserende ’We Need To Talk About Kevin’ utallige øjeblikke, hvor man kan blive i tvivl om, i hvis indre mørket er størst, men det er i sidste ende kun den ene, der ender i fængsel.
De fleste forældre har prøvet at stå med en skrigende baby og tænke, om lillebøvs mon gør det her bare for at genere. Tilda Swinton spiller Eva, moren til Kevin, der sidder i fængsel for en forbrydelse, jeg ikke skal afsløre her.
Alt er en fase, selv djævlebesættelser.
I tilbageblik forsøger hun at lokalisere og samtidig frikende sin egen rolle i Kevins opdragelse og opvækst. Der er ingen tvivl om, at Kevin lider af en form for antisocial personlighedsforstyrrelse, men hvem har skabt den? Er han født med den, sådan som Evas synspunkt peger på? Eller er det en kombination?
Filmen spejler de to – mor og søn – igen og igen. De kæmper mod hinanden, men de er også den samme. Mistanken dukker uvægerligt op hos os. Har Eva haft en galopperende ubehandlet fødselspsykose, der har ødelagt tilknytningen til sønnen? Filmen giver aldrig et endegyldigt svar, så konklusionen er op til os.
