0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vinden er filmkunstens poetiske urkraft

I vinden mister vi filmkunsten. I vinden finder vi den igen. Redaktør på filmtidsskriftet Balthazar, Oscar Pedersen, skriver her om de øjeblikke i filmkunsten, som både Georges Méliès og D.W. Griffith hyldede som filmkunstens simple skønhed.

22. september 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Til den første officielle filmforestilling i 1895 præsenterede Lumière-brødrene det, der i dag er en af deres mest kendte film, ’Babyens morgenmad’, hvor vi ser den ældste bror, Auguste, og hans kone made deres nyfødte barn.

En kendt anekdote lyder, at Georges Méliès, som sad blandt publikum, indså, at filmmediet var hans kald, da han så disse billeder projiceret. Men ikke på grund af den familiemæssige idyl. Det var de raslende træer i baggrunden, der benovede den franske tryllekunstner.

Fem årtier senere, i 1944, gav den amerikanske pioner D.W. Griffith, hvad der skulle vise sig at være sit sidste interview. Nedtrykt over filmkunstens tilstand efterlyste han nysgerrighed blandt filmskabere til at opsøge den enkle skønhed: den skønhed, som tilbyder sig i motivet af vinden, der suser i trækronerne. »Vi har mistet skønheden«, konkluderede Griffith uden megen tiltro til fremtidens filmkunst.

For både Méliès og Griffith var træernes vuggende bevægelser mere end blot et fornøjeligt og pittoresk motiv. Det var et poetisk bevis på det unikt filmiske – dét, som overskrider fotografiets fastholdte udtryk og kaster kunstneren ud på de levende billeders ukendte vidder. Det er også herigennem, man forstår vægten af Griffiths ord. For har vi mistet vindens skønhed, har vi mistet filmkunsten.

BABYENS MORGENMAD. Instr.: Louis Lumière. Årstal:1895. Foto: Framegrab fra filmen

Heldigvis findes der utallige kunstnere, som gennem tiden har dedikeret replikker, billeder, scener, film og endda hele œuvrer til genopdagelsen af vindens skønhed.

Hvem husker ikke scenen i Sam Mendes’ ’American Beauty’ (1999), hvor fortællingen om den midtlivskriseramte Lester Burnham (Kevin Spacey) pludseligt sættes i bero for i stedet at lade kameraet dvæle på en gennemsigtig plastindkøbspose, der flygtigt kastes rundt i vinden? En anden, måske mere ukendt, men ikke desto mindre vigtig vind-ekskursion, er ’A Tale of the Wind’ (1988) af den hollandske dokumentarist Joris Ivens. Her begiver Ivens sig ud på en rejse gennem Kinas landskaber, tider, myter og drømme for at indfange vindens usynlige billeder.

Der er noget beundringsværdigt ved den form for naivitet, Ivens indhyller sit projekt i, når han scene efter scene søger måder at tæmme vinden på. Mod filmens slutning må Ivens dog glemme sine selverklærede løfter om kontrol og overgive sig til vindens skæbne. Vi ser ham sidde på en stol i Gobi-ørkenen. Vinden hvirvler enkelte sandkorn op i luften, men snart udvikler det sig til en storm. Sandet farer rundt i tusinde bevægelser og udvisker grænsen mellem ørken og himmel. Ivens sidder tilbage med et smil: Selv ikke i en film kan man kontrollere vinden.

A TALE OF THE WIND. Instr.: Joris Ivens. Årstal: 1988. Foto: Framegrab fra filmen

Vindens politisering

Hos instruktørparret Danièle Huillet og Jean-Marie Straub indskriver vinden sig i et omsluttende politisk projekt, hvor landskabet udgør en flertydig materiel-historisk tekst. Alle deres film er baseret på litterære eller musikalske forlæg, som landskabet sættes i forlængelse af og i spænd med. I deres ’Fortini/Cani’ (1976) ser vi den jødiske kommunist Franco Fortini læse uddrag af sine memoirer, der beskriver fascismens fremkomst og anti-arabiske strømninger i Europa.

FORTINI/CANI. Instr.: Danièle Huillet & Jean-Marie Straub. 1976. Foto: Framegrab fra filmen

Huillet og Straub sammenstiller disse oplæsningsbilleder med sekvenser, hvor et kamera deskriptivt panorerer forbi åbne, mennesketomme bjerglandskaber. Kameraet drejer tålmodigt rundt, mens lydsiden fyldes af træernes rusken og fuglenes kvidder. Men Fortinis tekst underløber landskabets saglighed. I mødet med Fortinis tekst fyldes nutidens landskaber med fortidig politisk undertrykkelse – med vinden i træerne som det usynlige væv, der binder tiderne sammen.


FORTINI/CANI. Instr.: Danièle Huillet & Jean-Marie Straub. 1976. Foto: Framegrab fra filmen


I Jean-Luc Godard og Jean-Henri Rogers ’British Sounds’ (1969) blæser vinden bogstavelig talt rødt. Filmen slutter med et billede af en blodindsmurt arm, der kryber langs jorden hen til et rødt flag, som den løfter i en sidste kampgestus. »Masserne er de rigtige helte!«, erklærer fortællerstemmen, mens vi ser flaget blafre.

Otte år senere udkom Chris Markers montagefilm ’A Grin Without a Cat’, der afdækker 60’erne og 70’ernes politiske bevægelser – med særlig vægt på de revolutionære drømme, der i sidste ende ikke førte strukturelle ændringer med sig. Den franske titel er ’Le fond de l’air est rouge’, hvilket kan oversættes til »himlens baggrund er rød«. Næsten et årti efter ’British Sounds’ blæser vinden altså stadig rødt. Men Marker har aldrig gjort i den slags krystalklare kampråb, som ’British Sounds’ er gjort af. Han er mere tvetydig, mere snu. Kan vi mon fornemme en snert af ironi i Markers titel? Forsøger Marker måske at sige, at den ”røde ånd” meget vel eksisterede under Maj ’68, men ligesom vinden kunne den aldrig materialisere sig?

Den stumme vind

Lyden af vinden i træerne kan være effektfuld. Enten den milde hvidstøjslyd, som når en vind passerer gennem en skov, eller det tudende brøl, vinden kan give, når den rejser langs bakketoppe. Men der kan også ske noget helt særligt, når vi fratages lyden af vinden. Det oplever vi i Peter Huttons ’Landscape (for Manon)’ (1987). Sammen med bl.a. Stan Brakhage og Nathaniel Dorsky tilhører Hutton en amerikansk eksperimentalfilmspraksis, der har dedikeret sig fuldkommen til filmens stumhed. ’Landscape (for Manon)’ er optaget på grynet 16 mm-film i sort-hvid og består af blæsende træer og sollys, som bryder igennem skyernes sprækker.

LANDSCAPE (FOR MANON). Instr.: Peter Hutton. 1987. Foto: Framegrab fra filmen

Analogfilmens følsomme materialitet og lydens fravær er måder for Hutton at tilføre sine film en sælsom vitalisme. Når man ser en film som ’Landscape (for Manon)’, føles det nemlig ikke, som om vinden er en udefrakommende kraft. Det føles tværtimod, som om vindens sus opstår indefra, i træerne selv. I Huttons stumme filmverdener sætter træer og skyer sig selv i bevægelse.

En anden stum ’vindfilm’ er svenske Gunvor Nelsons ’Time Being’ (1991). Her er der dog ingen træer i sigte eller en blæst at mærke. Igennem tre lange indstillinger filmer Nelson sin døende mor. Der sker ’intet’ i ’Time Being’, hvorfor morens små nervetræk gør desto større indtryk. Alt i hospitalsstuen er sammentværet i nuancer af hvid: væggene, puden, Nelsons mor. Alt undtagen hendes åbne mund, som suger beskuerens blik til sig. Alt i filmen drejer sig om munden, dette sorte hul, hvorfra åndedrættet, den lille vind, snart vil ophøre.

TIME BEING. Instr.: Gunvor Nelson. 1991. Foto: Framegrab fra filmen

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«