Heldigvis findes der utallige kunstnere, som gennem tiden har dedikeret replikker, billeder, scener, film og endda hele œuvrer til genopdagelsen af vindens skønhed.
Hvem husker ikke scenen i Sam Mendes’ ’American Beauty’ (1999), hvor fortællingen om den midtlivskriseramte Lester Burnham (Kevin Spacey) pludseligt sættes i bero for i stedet at lade kameraet dvæle på en gennemsigtig plastindkøbspose, der flygtigt kastes rundt i vinden? En anden, måske mere ukendt, men ikke desto mindre vigtig vind-ekskursion, er ’A Tale of the Wind’ (1988) af den hollandske dokumentarist Joris Ivens. Her begiver Ivens sig ud på en rejse gennem Kinas landskaber, tider, myter og drømme for at indfange vindens usynlige billeder.
Der er noget beundringsværdigt ved den form for naivitet, Ivens indhyller sit projekt i, når han scene efter scene søger måder at tæmme vinden på. Mod filmens slutning må Ivens dog glemme sine selverklærede løfter om kontrol og overgive sig til vindens skæbne. Vi ser ham sidde på en stol i Gobi-ørkenen. Vinden hvirvler enkelte sandkorn op i luften, men snart udvikler det sig til en storm. Sandet farer rundt i tusinde bevægelser og udvisker grænsen mellem ørken og himmel. Ivens sidder tilbage med et smil: Selv ikke i en film kan man kontrollere vinden.
Hos instruktørparret Danièle Huillet og Jean-Marie Straub indskriver vinden sig i et omsluttende politisk projekt, hvor landskabet udgør en flertydig materiel-historisk tekst. Alle deres film er baseret på litterære eller musikalske forlæg, som landskabet sættes i forlængelse af og i spænd med. I deres ’Fortini/Cani’ (1976) ser vi den jødiske kommunist Franco Fortini læse uddrag af sine memoirer, der beskriver fascismens fremkomst og anti-arabiske strømninger i Europa.
