Dagen efter at jeg var blevet student, flyttede jeg til storbyen Aarhus og faldt snart over et program fra Aarhus Studenternes Filmklub. Jeg bladrede i programmet og fik et chok: Programmet rummede en serie af klassiske bøssefilm, instrueret af velrenommerede instruktører!
Hele efteråret indfandt jeg mig hver torsdag aften i Auditorium E i Universitetsparken. På knitrende celluloid så jeg film som ’Døden i Venedig’ (Luchino Visconti, 1971), ’Taxi zum Klo’ (Frank Ripploh, 1980) og ’Querelle’.
Den film, som efterlod størst aftryk i mig, var den mindst kunstneriske i serien – og den mest kontroversielle. I ’Cruising’ (William Friedkin, 1980) spiller Al Pacino en politibetjent, som går undercover i New Yorks homo-lædermiljø for at fange en seriemorder, der først knalder med og derefter dræber mænd. Filmen spiller på en dobbelttydighed omkring Al Pacinos karakter: Er han i virkeligheden selv bøsse? Og opdager han det om sig selv ved at gå undercover i lædersexklubberne?
Midtvejs i filmen er Al Pacino ved at synke godt ned i miljøet. Han har afkodet tøjstilen, indkøbt gear, pumpet sine muskler, cruiser i parkerne og færdes i bøsselæderklubberne, hvor mænd har sex med hinanden. I en scene sniffer han på dansegulvet i en tætpakket svedig læderklub et lommetørklæde vædet i poppers, og en montage skildrer ekspressivt hans oplevelse af, hvordan varmen, musikken, mændenes testosteronsved, læder og mandesex samles i en rus for ham, der får ham til at danse vildt.
