Et væld af diamanter, safirer og granater. I kælderen under Rosenborg Slot ligger den kostbareste af de danske kongers kroner blandt andre kunstskatte og kronjuveler. Christian V’s primære kronregalie er som det centrale element i Danmarks rigsvåben selve symbolet på storhed og magt. Kan selvfølelsen tåle det, fortsætter man blot over i Amalienborgmuseets Fabergékammers overdådige samling af russisk juvelerkunst. I Kongernes Samlings museer er rigdommen overalt.
Derfor kan det synes bizart, at netop dette museum skulle være blandt de kulturinstitutioner, der har været tættest på at gå ned med flaget som følge af coronaepidemien. Men det viser en aktindsigt i Slots- og Kulturstyrelsens uddelinger fra den særlige kompensationsordning, der i april blev oprettet til konkurstruede kulturinstitutioner. Kongernes skatkamre var nær gået rabundus, bekræfter museets direktør.








