Puk Damsgård var den eneste, der havde mundbind på i flyet fra Amsterdam, da hun i marts sidste år var på vej fra København til Kairo. Undervejs kæmpede to stærke kræfter i den 42-årige korrespondent: corona-angsten og flyskrækken.
Det var angsten for sygdommen, der vandt. Hun sprittede så meget af, at der slet ikke var tid til at holde øje med, hvad der foregik i cockpittet, og om de havde styr på flyvningen.
Alt, hvad hun kunne nå fra sin fastspændte position i flysædet, fik en tur. Armlænet, bakkebordet og vinduet. Når stewardessen lænede sig ind over stolerækken for at tilbyde hende mere vin, trak hun hovedet tilbage i ’dobbelthageposition’. Og sprittede af igen.
Da hun nåede frem, lukkede verden ned. Og hele foråret var Puk Damgård spærret inde i sin have i Kairo. Nærmest i slowmotion fulgte DR’s korrespondent i Mellemøsten, hvordan et kragepar byggede rede i grantræet, rugede på deres æg og siden forsigtigt sendte deres unger ud i foråret. En slørugle kiggede også forbi. Og nogle trækfugle, der var på vej fra Centralafrika til Europa.
