Da Lily Weiding i 2009 fyldte 85, skrev Ebbe Mørk her i avisen et fødselsdagsportræt med overskriften ’Altid prima, aldrig donna’. Og det er så sandt, som det er skrevet. Men man kunne også sige det på en anden måde: Var der noget, Lily Weiding var i dansk teater, var det primadonna – i ordets egentlige betydning: førstedame.

Der var en uforlignelig autoritet og værdighed over hende, når hun stod på scenen, noget nærmest majestætisk og æterisk. Hun var ubegribelig nærværende og forstod at dosere sine virkemidler; spillestilen var præget af undertoner, mere antydende end overtydelig.