I århundreder var det efterligningen, man foretrak som rettesnor, romeren Vergils elegante og elegiske mesterværk ’Æneiden’. Her holdt man med Troja, hadede Odysseus og grundlagde Rom.

I 1700-tallet vendte smagen med Pompejis udgravninger og smagsdommer Goethes gunstige indsats. Nu var det den såkaldt enfoldige Homer, som med sine oprindelige oldgræske værker ’Iliaden’ og ’Odysseen’ blev den eksemplariske autenticitet for den poetiske civilisation vest for Suez. Ham, vi stadigvæk læser i vore skoler i stedet for den intrigant raffinerede og allegorisk komplicerede Vergil.