0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Hvis jeg er heldig, kan jeg lave et værk på en måned«

Selv om tiden er en indiskutabel betingelse, når Morten Løbner Espersen laver keramik, må den aldrig blive altoverskyggende. Det vigtigste er nemlig at udfordre, undre sig og mærke efter, mener han – uanset om vi skaber kunst eller ser på.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Morten Løbner Espersen er kendt for sine glasurer, som han bygger op i lag. Det giver en tredimensionalitet - men tager også tid. »Jeg ville ikke kunne arbejde sådan her, hvis ikke jeg havde masser af tid«, siger han.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg startede med at gå til formning, mens min kammerater gik til knallertundervisning. Så sad jeg og drejede og opdagede, hvordan tiden forsvandt. Faktisk tror jeg, det minder om at meditere. Jeg glemmer alt omkring mig, og det er sikkert en virkelighedsflugt, men det er altså også meget fedt at skride fra det hele indimellem.

I dag er virkeligheden på værkstedet, at den gode tid kun kommer i glimt. Faktisk er der meget mere af den tid, hvor det ikke lykkes. Den tid, hvor frustrationerne driver ned ad væggene, og jeg tænker: Fuck, det blev ikke, som jeg havde regnet med. Og heldigvis for det. Det er nemlig der, jeg bliver skubbet hen til at se noget, jeg ikke engang havde fantasi til at forestille mig.

For at nå frem til noget nyt bliver jeg nødt til at gå igennem en masse undersøgelser, som ikke fører nogen vegne. Jeg skal ramme den der mærkværdige balance mellem at føle mig som verdens bedste for dagen efter at se på det, jeg har lavet, og tænke, at det er simpelthen lige til skraldespanden. Det er de yderpunkter, der er drivkraften. Og derimellem jeg mærker glimtet, som sparker benene væk under mig: At, wow, nu falder alting på plads. Det varer kun et øjeblik, men jeg kan være høj på det i flere måneder.

Min største fascination er de farver, som i min optik kun kan skabes i de keramiske glasurer. Farver, som er så lammende vidunderlige med en dybde, en klang og stoflighed, der simpelthen ikke findes i noget andet materiale. Som kan være blanke eller matte, koge, boble, falde af og skabe helt nye dimensioner. Min forelskelse begyndte, da jeg gik i skole i Paris, og en kemiingeniør delte alle tricksene til den perfekte glasur. Og så gjorde jeg det modsatte. Dyrkede fejlene på en måde, som lå helt uden for normen dengang. Da jeg tog min afgangseksamen, syntes nogle af censorerne faktisk ikke, at jeg skulle bestå. Glasuren var ikke smeltet, den krakelerede og gjorde alt det, den ikke måtte, men for mig blev det åbningen til noget helt nyt.

Tiden er altid en vigtig faktor i keramik – og måske især for mig. Helt konkret laver jeg først en form, som jeg brænder, glaserer, brænder og glaserer igen. Sådan fortsætter jeg mange gange, for ved at lægge mere og mere glasur på opstår der denne her tredimensionalitet, som ellers er umulig at skabe. Hvis jeg er heldig, kan jeg lave et værk på en måned, så det er stensikkert, at jeg ikke ville kunne arbejde sådan her, hvis ikke jeg havde masser af tid. Samtidig er det simpelthen ikke det afgørende.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere