Jeg startede med at gå til formning, mens min kammerater gik til knallertundervisning. Så sad jeg og drejede og opdagede, hvordan tiden forsvandt. Faktisk tror jeg, det minder om at meditere. Jeg glemmer alt omkring mig, og det er sikkert en virkelighedsflugt, men det er altså også meget fedt at skride fra det hele indimellem.

I dag er virkeligheden på værkstedet, at den gode tid kun kommer i glimt. Faktisk er der meget mere af den tid, hvor det ikke lykkes. Den tid, hvor frustrationerne driver ned ad væggene, og jeg tænker: Fuck, det blev ikke, som jeg havde regnet med. Og heldigvis for det. Det er nemlig der, jeg bliver skubbet hen til at se noget, jeg ikke engang havde fantasi til at forestille mig.