Som kunstner er det måske ikke lige nu, jeg sidder og opfinder den dybe tallerken. Altså, jeg elsker hvert et værk, jeg laver; det er bare for at sige, at i de her coronadage handler det også om at fakturere og få det til at fungere. Derfor er jeg hele tiden nødt til at afveje tid og økonomi, og det er da til tider en svær prioritering. I år skal jeg lave to udstillinger, og der er ingen tvivl om, at jeg lige nu har allermest lyst til at sætte mig med mine stakkevis af inspirationsbøger og begynde at skitsere. Men det kan jeg bare ikke i øjeblikket.
Tidligere har jeg været så heldig at få støtte, men med masser af bestillingsopgaver og børn hjemme under corona har jeg nærmest ikke haft tid til at skrive legatansøgninger. Så hele den der idé om, at kunstnere har tiden til at være super langsomme og bruge en uge på et værk – det er ikke rigtig en option for mig. Økonomien betyder også, at jeg tit laver mindre værker. De tager kortere tid og sælger bedre end de større, dyrere af slagsen, og det bliver jeg jo som selvstændig også nødt til at tænke på – om der er corona eller ej.
Når det er sagt, skal jeg jo vigtigst af alt kunne mærke det, jeg laver, og så skal det i øvrigt være smukt og unikt, ellers kan jeg slet ikke arbejde med det. Det er svært at regne ud, hvor lang tid den slags tager, men jeg sender aldrig noget ud, som jeg ikke er fuldstændig tilfreds med. Det er klart. Mine værker får altid fuld opmærksomhed, samtidig med at jeg har 20 års erfaring og derfor har opfundet et fundament at arbejde ud fra. Til udstillingerne prøver jeg så at bevæge mig ind på mere ukendte territorier, og her går meget af tiden på at zoome helt ned, se på det udefra og dykke ned i processen igen. Nogle værker bliver jeg også nødt til at sidde og kigge lidt på undervejs – og ligesom prøve at forstå.
Folk har tit et billede af, at papirkunstnere sidder og klipper i det uendelige. Jeg folder papiret, og det tager tid, men ellers er det sjældent, jeg i timevis snitter og skærer med hænderne. Jeg er uddannet arkitekt, så det er klart min ting, at jeg kan konstruere, og det fylder faktisk lige så meget som det håndværksmæssige.
Ligesom en snedker bruger jeg maskiner, for de tillader mig en præcision, jeg ellers ikke ville kunne opnå. Jeg er dog kun interesseret i at bruge dem, hvis jeg kan presse teknologien til det yderste, og derfor udnytter jeg laserskærerens brænding til at skabe helt, helt tætsiddende strimler. Det giver sådan en utrolig forfinet karakter, som jeg bruger i alle mine værker, og på den måde får jeg meget foræret af maskinerne. Netop det betyder faktisk, at jeg kan være mere generøs, når jeg komponerer. Altså, hvis jeg har et værk, som er super tight, kan jeg for eksempel lade nogle strå falde ned i rammen, måske som et udtryk for vild natur. Og det virker for mig – at tydeliggøre kontrasten mellem det præcise og det organiske.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her