Store svenske forfattere er muligvis blevet krænket på en højreradikal hjemmeside, som har citeret dem.

Nazister hives i retten for at krænke litterære klassikere

Carl Gustaf Verner von Heidenstam (th.) var en svensk forfatter og digter og vinder af Nobelprisen i litteratur i 1916.  Han er en af de forfattere, der er blevet citeret på svensk højreradikal hjemmeside. Her ses han med prins Eugen Napoleon Nikolaus af Sverige. Foto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix
Carl Gustaf Verner von Heidenstam (th.) var en svensk forfatter og digter og vinder af Nobelprisen i litteratur i 1916. Han er en af de forfattere, der er blevet citeret på svensk højreradikal hjemmeside. Her ses han med prins Eugen Napoleon Nikolaus af Sverige. Foto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Er det krænkende mod store forfattere og deres litterære klassikere at citere dem på sin hjemmeside? Ja, hvis den side tilhører for eksempel nynazister, som lader digte af store svenske forfattere som Esaias Tegnér, Verner von Heidenstam og Viktor Rydberg indgå i deres propaganda, mener Det Svenske Akademi, som først krævede digtene fjernet fra hjemmesiden Nordfront og nu har stævnet foreningen bag den.

Sagen skal behandles af den særlige Patent- och marknadsdomstolen i Stockholm, som blandt andet beskæftiger sig med rettigheder. I dette tilfælde er det ikke rettigheder, der er problemet. Det er den sammenhæng, de indgår i.

Svenske medier, som kalder organisationen Nordiska Modståndsrörelsen, der ejer hjemmesiden Nordfront, nazistisk, skriver, at digtene er gengivet for at understøtte ariske raceteorier. Hjemmesiden indeholder ifølge Det Svenske Akademi had og hetz mod folkegrupper som muslimer og jøder og voldsforherligelse. Derfor har akademiet stævnet organisationen for brud på den svenske beskyttelse af klassikere, som dermed for første gang kommer i spil i en retssag. Ifølge eksperter i svensk ret er det derfor svært at forudsige resultatet af sagen.

Ifølge paragraffen må værkerne dog ikke bruges på en måde, som »krænker den åndelige dyrknings interesse«, som det hedder.

»Den åndelige dyrkelse, mener vi, findes i den kulturarv, som vi må forvalte sammen. Det er ikke en del af den kulturarv at forbinde klassiske digte med had og hetz af den her type«, siger Anders Kylhammar, advokat for Det Svenske Akademi, til SVT.

Digt brugt i terrorvideo

I 2019 bemærkede den private organisation Juridikfronten digtene på den højreradikale hjemmeside. Organisationen bad Akademiet om at rejse en sag, og det, har et advokatfirma siden vurderet, var muligt.

»Digtene stod i en groft krænkende sammenhæng, som i flere tilfælde var ulovlige. Udgiveren er dømt flere gange for hetz mod folkegrupper, eksempelvis jøder og homoseksuelle«, siger Anders Kylhammar.

Hos Nordiska motståndsrörelsen undrer man sig over stævningen.

»De citater, der er brugt, er ikke forvansket. De er gengivet fuldstændig i overensstemmelse med teksten i de originale værker og præsenteret som citater«, skriver organisationen.

Både Esaias Tegnér (1782-1846) og Viktor Rydberg (1828-95) havde i deres forfatterskab ytringer, som i moderne optik ville betragtes som racistiske eller antisemitiske.

Erik Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her