Mens filmen ’Druk’ helt berettiget har været i de flestes kikkert med sine to oscar-nomineringer, har Danmark fået noget andet, vi godt kan være stolte af – hæder til et eventyr om fire rumdværges jagt efter værdifulde mineraler.
Det er mere eller mindre omdrejningspunktet i spillet ‘Deep Rock Galactic’, lavet af det danske spilfirma Ghost Ship Games, og det klarer sig rigtig godt internationalt så vel som nationalt, med salgsrekorder og nomineringer til eftertragtede priser.
»Vi er utroligt beærede over nomineringerne. ‘Deep Rock Galactic’ er blevet en meget større succes, end vi havde turdet håbe på«, siger Søren Lundgaard, der er direktør og medstifter af Ghost Ship Games, til magasinet Soundvenue.
Spillet rundede to millioner salg på verdens største spiltjeneste Steam i starten af marts, hvor det indtog førstepladsen på listen over de mest hentede spil. Siden har det også fået hele tre nomineringer til store anerkendte spilpriser.
Senest er det blevet til én BAFTA-nominering for bedste multiplayer-spil, hvor det konkurrerer med andre store udgivelser og fanfavoritter. Som for eksempel Nintendos ’Animal Crossing’ og skydespillet ’Valorant’, der er lavet af Riot Games, som også har lavet et af verdens største e-sportsspil, League of Legends.
Med andre ord er det store kanoner, som den danske spilvirksomhed skal kæmpe mod.
Mange vil nok kende BAFTA for deres filmpriser, hvor ’Druk’ er nomineret til fire priser, men her er der altså tale om den tilsvarende pris bare for videospil.
Udover en BAFTA er ’Deep Rock Galactic’ også nomineret til to SXSW-nomineringer i kategorierne ’Excellence in Multiplayer’ og ’Indie Game of the Year’.
’Deep Rock Galactic’ er nemlig et indiespil, som betyder, at det er produceret af et lille uafhængigt spilselskab, ikke et stort et som førnævnte Riot Games.
Spillet er et onlinespil, hvor man spiller fire mennesker sammen, og styrer en rumdværg hver, der har til mission at grave efter værdifulde mineraler og ressourcer ude i rummet på en fjern planet, hvor aliens venter om hvert hjørne.
Om ’Deep Rock Galactic’ bliver belønnet med priser, finder vi ud af senere på måneden. BAFTA Games Awards løber af stablen 25. marts, imens SXSW Gaming Awards afholdes 20. marts.
fortsæt med at læse








