Tænk, hvis det en dag skulle ske, at man vågner og føler, at noget med kroppen er fuldkommen galt. Til ens egen overraskelse er man ikke længere i stand til at stå op og gå på arbejde. Man begynder at frygte verden udenfor, så man gemmer sig under sengen, når familie og kolleger kommer og banker på døren. Efter noget tid er man slet ikke i tvivl: Kroppen er blevet stiv som et bræt. Simple ting som at gå må man lære på ny. Og hvad der er endnu værre: Pludselig forstår ingen, hvad man siger.

Om dagen kravler man bare rundt i lejligheden og efterlader spor af støv, nullermænd, madrester og affaldsstoffer. De mennesker, man kender, begynder at kalde en for et ’uhyrligt kryb’. Og isoleret, som man er, tager man andres blik og vender det indad, så man til sidst skammer sig over sig selv.