Tyve minutter inde i digidramaet ‘Stav til sex’ røg jeg ud af Zoom og blev nægtet adgang til stykket. Efter lidt detektivarbejde fandt jeg ud af, at teatret havde måttet smide nogle rebelske drenge ud, fordi de havde terroriseret chatten med sjofle beskeder, skrevet ting som »b for banan i røven« (vel ikke så dårligt tænkt i et stykke, der vil stave sig igennem sexalfabetet). Ved en fejl måtte jeg så sone sammen med dem og altså ikke se teater. Før et par dage senere kl. 8.30, da der igen var seksualundervisning på skoleskemaet.
Seksualundervisning er netop, hvad ’Stav til sex’ rimelig klart deklareret er. Jeg husker min egen fra 1990’erne, da vores matematiklærer havde fået tjansen og gik ud sammen med os drenge, kiggede rundt på os og så helt lavmælt sagde: »I har allesammen prøvet at onanere«. Gud, hvor var det pinligt. Vi havde lige haft om spidsvinklede trekanter, og nu fortalte han om, hvordan man vasker tissemanden.









