For de fleste af os betyder en goodiebag en mulepose med brochurer, kuglepenne og brandede bolsjer, der bliver uddelt ved udgangen i et messecenter.
Er du hollywoodstjerne og nomineret til en af de store priser ved weekendens oscarfest, så betyder det gratis plastikkirurgi, hampesalve, rådgivning af en venturekapitalist og et tredages spaophold.
Publikum er tilbage til årets oscargalla, og det samme er den famøse goodiebag, som gives til de nominerede for bedste instruktør og i skuespillerkategorierne.
Godteposen uddeles af marketingfirmaet Distinctive Assets, og på deres hjemmeside fremgår det, at Thomas Vinterberg, som skal kæmpe om prisen for bedste instruktør for filmen ‘Druk’, kan se frem til at modtage en gaveregn, som strækker sig fra luksus til det bizarre.
Ifølge Vogue Australia kan modtagerne i år blandt andet glæde sig til et meditationspandebånd og et gratis besøg hos dr. Thomas Su, som er en plastikkirurg, der har specialiseret sig i en »innovativ« fedtsugningsteknik.
Der er sprut (både whisky og tequila), og når man har drukket sig i hegnet, kan man nyde et ophold på den lille klippeø Hamneskär nord for Göteborg, hvor der er all-inclusive luksus i fyrpasserens bolig ved siden af fyrtårnet Pater Noster.
Da Distinctive Assets kontaktede Pater Noster, troede direktøren Mirja Lilja Hagsjö, at det var en falsk mail. Nu har hun i stedet haft travlt med at lave håndskrevne gavekort adresseret til blandt andre Anthony Hopkins og Glenn Close.
Gavekortene er personlige og kan ikke gives videre, så Mirja Lilja Hagsjö regner stærkt med, at skuespillerne dukker op inden for de to år, hvor gavekortet gælder.
»Men jeg blev så skuffet, da jeg fandt ud af, at Mads Mikkelsen ikke var nomineret. Vi vil meget gerne have ham på besøg«, siger hun.
Distinctive Assets er ikke en officiel del af The Academy of Motion Picture Arts and Sciences (Ampas), der står bag uddelingen af Oscar, men deres goodiebags er blevet en fast tradition. Ifølge Forbes sagsøgte Ampas Distinctive Assets i 2016 for at have krænket deres varemærke, men de to parter har siden fundet en afklaring.
For de allergrådigste filmstjerner er der mere guld at hente, hvis de tropper op på hotellet Kimpton La Peer i West Hollywood til de såkaldte ’gifting suites’. Her indeholder goodiebaggen blandt andet et ophold på Fiji med privat kok til en værdi af 50.000 kroner, skriver Page Six.
Oscaruddelingen finder sted natten til mandag i Los Angeles.
fortsæt med at læse








