Navnet er på en måde en plakat eller et ikon i sig selv. Genkendeligt som et tegn, sådan som de mest ikoniske eller berømte navne fra vores fælles kultur er det. Betegnende for noget, der inde i hovedet sandsynligvis popper op som en klar næsten orange-rød farve, og som det, vi i 1980’erne kaldte koboltblå og så en gul farve – ikke grim og udsalgsagtig, men bare rigtig gul.

Det er det rene ’Broadway Boogie-Woogie’ med den farvesammensætning, hentet fra design og kunsthistoriens De Stijl-periode og folk som Piet Mondrian. I Per Arnoldis generøse hænder dog trukket ud af den lidt stive selvforelskelse fra modernismen og ind i et postmodernistisk legesygt rum, hvor Gerrit Rietveld rimer på Henry Heerup, som igen blander sig med Irma-hønen og de andre lysskilte i byens rum for at havne på plakater og serigrafisk arbejde for alt fra Cirkus Arena over Spar-købmanden til Hundige Storcenter, DSB og nærværende dagblad. Og også for en antifascistisk folkefest med sin plakat ’Det knækkede hagekors’ fra 1993, som skabte lidt ballade. Mere end 600 plakater internationalt. Og Irma-dåsen. Hit efter hit.