Studenterne springer ud i sommersolen. Kører omkring og dytter, syngende af livsglæde. Og sideløbende med deres spontane begejstring over at være færdige med skolen genbesøger et større antal noget ældre mennesker deres egen ungdom, når diverse gymnasieklassekomsammener og studenterjubilæer afvikles.
Det er ikke altid ubetinget lykkeligt. Fordi det har omkostninger at opsøge fortiden. Den lever ikke altid op til erindringens guldindramning. Og man kan også risikere at blive konfronteret med sin egen forgængelighed.








