Selv om frimærkesalget er faldende, venter PostNord at producere og sælge 18 millioner eksemplarer i år.

Hverdagshelte bliver for første gang til frimærkemotiver

De nye frimærker med Hverdagens Helte blev afsløret lørdag ved Egeskov Slot. Her står heltene Lund Smil, Leif Framke, Nancy Maati, Mikkel Madsen og Villy Rønn sammen med tegner Thomas Thorhauge (bagest). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
De nye frimærker med Hverdagens Helte blev afsløret lørdag ved Egeskov Slot. Her står heltene Lund Smil, Leif Framke, Nancy Maati, Mikkel Madsen og Villy Rønn sammen med tegner Thomas Thorhauge (bagest). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For første gang i dansk frimærkehistorie får fem nulevende, ikke-royale danskere plads på et frimærke. Det er PostNord, der lørdag har løftet sløret for fem helt almindelige danskere, der er udvalgt som frimærkemotiver.

»Vi har aldrig gjort det her før. Normalt er frimærker forbeholdt eksempelvis de kongelige, afdøde kulturpersonligheder og videnskabsfolk. Men her har vi gerne villet fejre dem, der gør en forskel i hverdagen«, siger designchef Martin Pingel, PostNord.

De fem danskere, der nu får deres kontrafej på et frimærke tegnet af Thomas Thorhauge, der også leverer tegninger her til Politiken, tæller en lokal ildsjæl fra Thisted. Også en dreng fra Ribe, der har samlet flasker for 128.000 kroner til coronaramte børn, er blandt. En mand fra Allerød, der kastede sig ud i bølgerne for at redde en femårig pige, som drev til havs på sit badedyr, får også sit eget frimærke. Serien ’Hverdagens Helte’ omfatter også en kvinde fra Holbæk, der arrangerer juleaften for enlige, samt omsorgsklovnen ’Luni Smil’. De fem er udvalgt blandt næsten 1.000 forslag.

Forventer udsolgt

Men hvor mange frimærker bliver der egentligt solgt i en tid, hvor en stor del af kommunikationen foregår med sms og e-mail?

»Der bliver faktisk solgt mange frimærker. I år regner vi med at producere omkring 18 millioner. Alene ’Hverdagens Helte’ bliver trykt i fire millioner eksemplarer. Jeg satser hårdt på, at de alle sammen bliver solgt«, siger Martin Pingel.

Salget af frimærker er dog skrumpet meget over årene. Det toppede ifølge designchefen omkring årtusindskiftet, hvor der blev solgt op mod en halv milliard frimærker. Nogle køber frimærkerne som samleobjekter. Men langt de fleste bliver ifølge Martin Pingel brugt på breve, der bliver sendt.

Det unikke ved frimærker er ifølge designchefen, at de fortæller et stykke danmarkshistorie.

»Hvis man kigger igennem de 170 år, der er lavet frimærker herhjemme, vil man få en fin fortælling om Danmark. Så på den måde har frimærker en stor kulturbærende værdi. Hvor lang tid, der er brug for dem, tør jeg ikke spå om. Jeg kan bare konstatere, at lige nu er der fortsat brug for dem, og derfor laver vi dem«.

De nye frimærker bliver udgivet til september.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her