En nyhedsoplæser i Argentina tog fejl af den verdenskendte britiske poet William Shakespeare og verdens første coronavaccinerede mand.

William Shakespeare døde forleden af et slagtilfælde. Det er både rigtigt og helt forkert

Det var altså ikke William Shakespeare, der døde for en uges tid siden af et slagtilfælde.  Foto: John Taylor/Public Domain
Det var altså ikke William Shakespeare, der døde for en uges tid siden af et slagtilfælde. Foto: John Taylor/Public Domain
Lyt til artiklen

Årsagen til den verdenskendte britiske digter og skuespilforfatter William Shakespeares død er til denne dag et mysterium.

Men i torsdags kom en argentinsk nyhedsoplæser med et alternativt bud på dødsårsagen: Han fik et slagtilfælde, fem måneder efter at han var blevet vaccineret imod covid-19.

»Nu kommer der en oplysning, som virkelig efterlader os med åben mund over denne mands storhed. Vi taler om William Shakespeare og om hans død«, siger Noelia Novillo, der er nyhedsvært på den argentinske Canal 26.

»Som vi ved, var han en af de vigtigste forfattere. For mig den største referenceramme for det engelske sprog. Her er han. Lad os fortælle lidt, for han var den første mand, som fik vaccinen mod coronavirus. Her ser vi ham. Den første mand, som modtog vaccinen mod coronavirus, er død i England i en alder af 81 år«, fortsætter hun.

Den argentinske nyhedsoplæser havde nemlig forvekslet to navnebrødre: Forfatteren til ikoniske skuespil som ’Romeo og Julie’, ’Hamlet’ og ’Macbeth’, William Shakespeare, og den første vaccinerede mand i verden, William ’Bill’ Shakespeare.

’Bill’ Shakespeare var ikke forfatter. Han var tidligere Rolls-Royce-arbejder, modtog sit første stik med Pfizer-vaccinen tilbage i december 2020 og blev dermed den anden i verden, der blev vaccineret – og den første mand. Han døde for en uge siden af et slagtilfælde uden forbindelse med corona eller med vaccinen.

Den anden William Shakespeare døde for over 405 år siden i en alder af 52 år efter en druktur med to andre forfattere, Ben Jonson og Michael Drayton. Den nærmere dødsårsag er aldrig fundet.

Nyhedsoplæseren Noelia Novillo blev hurtigt klar over den fejl, hun havde begået, men da det var i bedste sendetid, var skaden sket. Dagen efter, da videoen gik viralt, indrømmede hun over for The Guardian, at der var tale om en fejl fra hendes side.

»Jeg udtrykte mig dårligt. Jeg overså et punktum, et komma og nogle parenteser. Jeg ville gøre noget, der var meget uklart, klart for folk, men det fejlfortolkede de«, sagde hun.

Men internettet havde allerede kastet sig over episoden. Især på Twitter blev videoen delt med alverdens jokes.

»Så stort spektakel over William Shakespeare. Der er ingen, der nævner, at han var så uduelig, at han ikke havde produceret et hit i flere århundreder. Overvurderet«, skriver en bruger på Twitter.

»Det var også kun et par år imellem dem«, skriver en en anden.

»Lad os ikke græde over William Shakespeare. Han levede en langt liv og delte ud af sin glæde i flere hundrede år«, lyder det fra en anden.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her