Komiker og skuespiller Sacha Baron Cohen antydede i satireprogram, at republikaner, der tidligere er blevet anklaget for overgreb, er pædofil. Det fik politikeren til at sagsøge skuespilleren.

Borat-skuespiller slipper for bøde på 600 mio. kroner efter verbalt slagsmål med omstridt højesteretsdommer

Den britiske skuespiller Sacha Baron Cohen står bl.a. bag karakteren Borat, der blev et verdensomspændende fænomen. Foto: Phil Mccarten/Ritzau Scanpix
Den britiske skuespiller Sacha Baron Cohen står bl.a. bag karakteren Borat, der blev et verdensomspændende fænomen. Foto: Phil Mccarten/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En amerikansk domstol har tirsdag afvist et søgsmål indgivet af den tidligere højesteretsdommer i Alabama Roy Moore mod den britiske komiker Sacha Baron Cohen.

Moore sagsøgte i sin tid Cohen for injurier med krav om 95 millioner dollar (600 millioner kroner) efter at have deltaget i komikerens tv-program ’Who is America?’.

Årsagen var, at han mente, at han var blevet fremstillet som en sexforbryder.

Men tirsdag afviste en distriktsdomstol i New York City sagen med begrundelsen, at Roy Moore inden programmet underskrev en aftale, der forhindrede ham i at sagsøge Baron Cohen.

Komikeren udgav sig i programmet, hvor han interviewede 74-årige Moore, for at være en israelsk antiterrorekspert.

Her hævdede han at være i besiddelse af et apparat udviklet af den israelske hær til at spore pædofile.

Under det satiriske optrin begyndte den såkaldte pædofildetektor pludselig at bippe, da komikerens karakter viftede med den i nærheden af Moore.

Roy Moore har selv forklaret, at han troede, han var blevet inviteret til at deltage i programmet for at modtage en pris for sin støtte til Israels regering.

Den tidligere højesteretsdommer i Alabama tabte i 2017 et valg om at blive valgt ind i USA’s Senat.

Det skete efter beskyldninger om, at han skulle have forsøgt at forføre flere teenagepiger, mens han selv var i 30’erne.

Avisen The Washington Post skrev blandt andet dengang om, hvordan Moore som 32-årig angiveligt skulle have haft seksuel kontakt med en 14-årig pige.

Den tidligere senatskandidat har flere gange afvist alle beskyldninger. Han har også sagsøgt flere kvinder, der har beskyldt ham for seksuelt misbrug, for injurier.

49-årige Sacha Baron Cohen er mest kendt for sin karakter Borat og filmen af samme navn.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her