Medskaberen af hjemmesiden Wikipedia Larry Sanger mener, at hjemmesiden udelukker synspunkter og er blevet en venstreorienteret hjemmeside, fremfor et mangfoldigt medie, som det engang var. Og som det var tænkt til at være.

Venstrefløjen har kuppet Wikipedia, siger en af stifterne

Joe Biden krammer sin søn Hunter Biden – en mand, som er beskyldt for korruption, men som Wikipedia skriver om, da den ifølge medskaberen selv er blevet venstreorienteret.  Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Joe Biden krammer sin søn Hunter Biden – en mand, som er beskyldt for korruption, men som Wikipedia skriver om, da den ifølge medskaberen selv er blevet venstreorienteret. Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Verdens største internetencyklopædi Wikipedia er blevet overtaget af venstreorienterede frivillige og giver kun en ensidig side af sandheden.

Det mener en af medskaberne af Wikipedia selv, Larry Sanger, der i et YouTube-interview med UnHerd, fortæller om sin bekymring med hjemmesiden, der er en af verdens mest besøgte.

»Kan man stole på, at Wikipedia altid giver sandheden?«, spørger Larry Sanger sig selv.

»Tja, det kommer an på hvad, man mener sandheden er. For der er mange medier – inklusive Wikipedia – som går ud fra, at der kun er én version af sandheden på et vilkårligt kontroversielt spørgsmål. Men sådan har Wikipedia ikke altid været«, siger Larry Sanger i interviewet og fortæller, hvordan hjemmesiden i starten havde flere forskellige synspunkter på et givent emne, men nu – ifølge Sanger – kun har ét: de venstreorienteredes.

Larry Sanger, der var med til at starte hjemmesiden i 2001, men ikke er tilknyttet den mere, mener for eksempel, at der er stor forskel på måden, man skriver om republikanske og demokratiske præsidenter på.

»Hvis man vil have noget, der minder det mindste om et republikansk synspunkt på Joe Biden, så får man det ikke fra Wikipedia. Omvendt ved Donald Trump, hvor man får flere venstreorienterede synspunkter – flere end republikanske«, siger han i interviewet.

For eksempel fortæller han, at Joe Bidens søn Hunter ikke er skrevet ind på en fyldestgørende måde. Han blev beskyldt for korruption af Donald Trump, men på Wikipedia-siden fremgår fortællingen utrolig vægtet til Hunter Bidens side, fremfor et mere objektivt syn, mener skaberen af hjemmesiden.

Fox News mangler

Wikipedia er verdens femtestørste hjemmeside og er afhængig af frivillige til at redigere og bidrage til artikler og opslag på hjemmesiden.

Og det er her, problemet opstår, da for mange frivillige Wikipedia-forfattere udelukker synspunkter, de ikke er enige i, mener Larry Sanger, som slår ned på, at Fox News ikke bliver brugt som kilde på hjemmesiden – men mange venstreorienterede medier bliver brugt uden kritisk sans.

Et andet eksempel, den amerikanske 53-årige filosof kommer med, er, hvordan Østens medicin blot betragtes som »kvaksalveri« mens kristendom bliver beskrevet uden at blive belyst fra flere sider end den, vi i Vesten ser som ’sand’.

»Det mindste, man kan forvente fra Wikipedia, er, at flere stemmer bliver belyst i en artikel. Synspunkterne skal i det mindste forklares og vise, at de er der«, siger Larry Sanger.

Han mener dog, at hjemmesiden stadig kan blive brugt som et »etablerings-synspunkt« – men ikke som endegyldig og dybdegående kilde til information.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her