De mere aktive Rihanna-fans har måske bemærket, at sangeren kendt for hits som ’Umbrella’ og ’We Found Love’, ikke har udgivet et album siden ’Anti’ udkom i 2016. Det er lang tid for kunstneren, der har haft for vane nærmest at udgive et album om året siden sit gennembrud.
Men det betyder ikke, at Robyn Fenty, som Rihanna hedder, når hun ikke går på scenen, har hvilet på succesen fra sin musik. Hun har i stedet brugt tiden på at skabe flere succesfulde forretninger, hvoraf den ene, Fenty Beauty, nu har gjort hende til dollar-milliardær og samtidig til den mest velhavende kvindelige musiker i verden.








