Hvem forstår den Store Nordiske Krig? Selv inden for historikerkredse er det et fåtal, der har forståelse for og indblik i de begivenheder i Europa fra 1700 til 1721, som kom til at forme vores verden langt op i det 19. århundrede. En krig, som etablerede nogle magtbaser, som til en vis grad stadig lever i bedste velgående.
Der er med andre ord tale om en uhyre vigtig begivenhedsrække i europæisk historie, men som det bliver slået fast i indledningen til historikeren Dan H. Andersens tobindsværk ’Store Nordiske Krig’, er det en krig, som næsten er glemt i vor tid. Måske har Tordenskjolds virke sat sig enkelte spor i historiebevidstheden, og måske har nogen hørt, at den russiske tsar Peter den Store besøgte Rundetårn, uden egentlig at vide mere om Danmarks alliance med Rusland under den langstrakte krig.







