0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi kan ikke få fast arbejde, vi kan ikke flyve til Bali og er heldige, hvis vi overhovedet har fundet et sted, hvor vi kan hænge vores Bowie-plakater op

Vi har tidligt måttet indse, at ingenting er muligt. Det har gjort os til en generation af bittersøde drømmere, der kun kan redde sig selv, skriver Alexander Vesterlund i sit bidrag til serien af klummer om generationer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rune Pedersen
Foto: Rune Pedersen

Alexander Vesterlund.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg føler mig ikke rigtig som en del af min egen generation. Tit er jeg mere i sync med min indre boomer, når jeg for eksempel brokker mig på restauranten, eller tidligt fik nok af corona.

Tit har jeg det som Jørgen Leth, der står foran pølsevognen i et tv-program med Hans Pilgaard (i øvrigt det perfekte clash mellem en boomer og en X’er, en nejhat på tur med en jahat):